I det fynske folks tjeneste

Trafikselvtægt i Rynkeby

En gruppe borgere i Rynkeby ved Kerteminde, er så bange for at de bløde trafikanter kommer til skade i byen, at de tager sagen i egen hånd. I næste uge sætter de skilte op, for at få bilister til at sænke farten.

-

En gruppe borgere i Rynkeby ved Kerteminde, er så bange for at de bløde trafikanter kommer til skade i byen, at de tager sagen i egen hånd. I næste uge sætter de skilte op, for at få bilister til at sænke farten.

Gennem flere år har beboerne i landsbyen krævet at Kerteminde Kommune foretager trafikregulerende foranstaltninger - men uden held. \"Jeg ved ikke hvad det er der foregår i kommunen. Vi vil bare sikre at vores børn kan færdes på gaden\", siger en af beboerne, Martin Elung-Jensen til TV 2 / Fyn.

Voldsom trafik
Beboerne mener trafikken er alt for voldsom i byen. Biler - og især lastbiler - benytter byens hovedvej på vej til Kerteminde, og det gør de med al for høj fart. Hidtil har kommunen afvist at gribe ind, og henviser til en hastighedskontrol Rigspolitiet foretog i efteråret 2001. Her blev kun en enkelt knallert registreret for at køre for stærkt. \"Men sådan er virkeligheden ikke. Man skal ikke stå ved vejen i mange minutter, før man bliver skræmt\", siger Martin Elung-Jensen.

Fremstiller selv skilte
Den selvbestaltede \"Rynkeby Trafikgruppe\" er ved at fremstille skilte med teksten \"Pas på os\" og \"Tag hensyn\". De har forgæves bedt kommunen om at sætte advarselsskilte op, så nu gør de det selv, i private haver der kan ses fra vejen. Tirsdag den 6. august har de indkaldt til borgermøde for at skaffe flere haver til projektet.

Trafikhandlingsplan på vej
Sommeren 2001 foretog gruppen en underskriftsindsamling i landsbyen, hvor de krævede hjælp fra kommunen. Protesten blev bakket op af 90% af indbyggerne, og førte til at Kerteminde Kommune har iværksat en trafikhandlingsplan. \"Men vi har jo ingen garanti for, at den ikke kun bliver brugt til forbedringer i Kerteminde by\", slutter Elung-Jensen.

Ved du noget? Så send os et tip