I det fynske folks tjeneste

To biler kørt frontalt sammen på landevej

To personer blev kørt til OUH efter trafikuheld i Turup, hvor to biler kørte frontalt sammen.

Der skete onsdag formiddag et færdselsuheld på Turupvej vest for Turup nær Assens. 

Læs også Flere biler involveret i trafikuheld på motorvejen

To personer blev efterfølgende kørt til Odense Universitetshospital, meddeler Fyns Politi.

- Det er to biler, der kører frontalt sammen, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen til TV 2/Fyn.

Den ene tilskadekomne er ifølge vagtchefen en mand, men han kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere om de involverede.

Uheldet skete på et lige stykke landevej vest for byen Turup på Sydvestfyn. Der blev ringet 112 klokken 9.20. Politiet spærrede vejen for trafik og bad bilisterne om at finde en alternativ rute.

Ved titiden kan Fyns Politi dog oplyse, at vejen igen er åbnet for trafik i begge retninger. 

- Bilerne holder dog på stedet. Kør forsigtigt, skriver Fyns Politi.  

I skrivende stund er politiet fortsat til stede ved Turupvej. De første meldinger fra patruljen lyder på, at der ikke er tale om nogen alvorlig personskade. 

Rettet: Vi skrev, at en person blev kørt til OUH. Det passer ikke. To personer blev kørt til OUH efter ulykken.