Trafikulykke på Fyn koster kvinde livet

Af ukendte årsager kom en bil med to kvinder ud i rabatten og rullede ned ad en skrænt på den fynske motorvej.

En 76-årig kvinde fra Birkerød-egnen blev onsdag eftermiddag dræbt ved en trafikulykke på Fyn.

Ulykken skete på den fynske motorvej ved afkørslen til Tietgenbyen, omkring tre kilometer øst for udfletningen til Svendborgmotorvejen.

- Der er tale om en soloulykke, hvor bilen kommer ud i rabatten og ryger op på et autoværn, fortæller Lars Thede, der er vagtchef ved Fyns Politi til Ritzau.

- Bilen kører et stykke oven på autoværnet, hvorefter den falder ned på den anden side og ruller ned ad en høj skrænt, fortsætter han.

Politiet ved ikke, hvorfor bilen i første omgang kom ud i rabatten.

- Der kan være tale om uopmærksomhed, eller føreren kan have fået et ildebefindende. Vi ved det ikke, siger Lars Thede.

Den 76-årige var passager i bilen, der blev ført af en 72-årig kvinde fra Skive-egnen. Hun pådrog sig blandt andet flere knoglebrud ved ulykken og er indlagt på Odense Universitetshospital.

De pårørende til den dræbte er underrettet om ulykken.

Oversigt

    Oversigt