Tragisk dødsfald efter demonstration

En SOSU-ansat, der tirsdag aften faldt om under en demonstration foran rådhuset i Ringe, døde onsdag morgen.

Demonstrationen foran rådhuset i Ringe var arrangeret i forbindelse med at der blev afholdt kommunalbestyrelsesmøde inden døre.

Flere hundrede SOSU-ansatte deltog i en demonstration til fordel for højere løn, da Anette Hansen faldt om. Trods hurtig førstehjælp stod hedes liv ikke til at redde, og hun døde onsdag morgen.

- Jeg oplevede Anette som en særdeles positiv og engageret medarbejder, som gjorde en stor indsats for sine kolleger i sit arbejde i vores hovedudvalg, siger kommunaldirektør Benny Balsgaard i en meddelelse fra kommunen.

- Hun var god til at give sin mening til kende, men altid på en utrolig konstruktiv og behagelig måde. Vi vil komme til at savne hende, siger kommunaldirektør Benny Balsgaard.
 
Anette Hansen arbejdede som social- og sundhedshjælper på Nørrevænget i Gislev, hvor hun også var sikkerhedsrepræsentant. Som fællessikkerheds-repræsentant var hun desuden medlem af hovedudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Oversigt

    Oversigt