Trampede hans søster ihjel: - Han har gjort sindssyge ting

Det er hårdt at lytte til detaljerne om sin dræbte søster, fortæller Benjamin Huus Lind. En 24-årig mand fra Svendborg har ifølge anklageskriftet tævet hende ihjel.

I september blev 23-årige Sara Huus Lind tævet så voldsomt af sin jævnaldrende kæreste, at hun døde af kvæstelserne. Torsdag startede retssagen i Svendborg mod den nu 24-årige kæreste, der erkender vold med døden til følge, men nægter sig skyldig i manddrab.

Den nu afdøde Saras bror, Benjamin Huus Lind, var til stede i Retten i Svendborg, og han undrer sig over, at den 24-årige gerningsmand ikke husker så meget fra natten, hvor drabet fandt sted. 

- Man kan ikke have gjort så sindssyge ting uden at kunne huske, at man har trampet på et andet menneske. Han må virkelig være kold, siger Benjamin Huus Lind til TV 2/FYN.

Detaljer om drab

Ifølge anklageskriftet tævede den 24-årige mand sin kæreste med slag, spark, skaller og knæspark. Drabet fandt sted i parrets lejlighed på Søgårdsvej i Svendborg.

Flere detaljer er kommet frem i Retten i Svendborg i løbet af torsdagen, og det er naturligvis hårdt at lytte til, når man er bror til den dræbte.

- Det er hårdt. Mange af detaljerne har vi hørt før, og jeg har læst rapporterne, men selvfølgelig er det svært at få det at vide igen, når de sidder og læser op, præcis hvad på hendes krop der er blevet fuldstændig sønderknust, og hvad han har gjort ved hende.

- Det er bare hårdt, og det er ikke nemt at forklare, hvordan man har det. Jeg er vred og ked af det, fortæller Benjamin Huus Lind.

Artiklen fortsætter under videoklippet

 

Døde på OUH

Efter at have tævet sin 23-årige kæreste gik voldsmanden efterfølgende op til sin overbo og bad ham ringe efter en ambulance. Det skete ved 1.30-tiden natten til lørdag den 17. september.

Politiet anholdt manden uden dramatik, og Sara Huus Lind, der på dette tidspunkt fortsat var i live, blev kørt til Odense Universitetshospital. Hun døde af sine kvæstelser ved femtiden samme lørdag morgen.

Under grundlovsforhøret dagen efter drabet mødte den ansigtstatoverede gerningsmand op i retten iført hospitalstøj og håndjern. Hans eget tøj havde været smurt ind i blod.

Der forventes at fælde dom i Retten i Svendborg fredag eftermiddag. 

Oversigt

    Oversigt