Trampolin-VM har skabt vækst på Fyn for 9 millioner kroner

Ifølge nye tal fra Sport Event Fyn, har sidste års VM skabt en værditilvækst på Fyn på 9 millioner kroner

Da Odense i november og december var vært for VM i trampolin, var det en af de største events nogensinde på fynsk grund målt på antallet af deltagere og overnatninger.  

VM i trampolin, tumbling og DMT resulterede i en turismeomsætning på godt 17 mio. kr. og en fynsk værditilvækst på 9 mio. kr.

Ser man på antallet af deltagere, så var der under VM i trampolin og det efterfølgende ungdoms-VM i alt 26.146 turismedage i Odense.

Det viser den empiriske undersøgelse, som Sport Event Fyn fik foretaget under og i perioden efter VM'et i november og december sidste år. 

Med det forbrug, som man på baggrund af undersøgelsen kan konkludere, at gæsterne har haft, resulterede dette i en turismeomsætning på ca. 17 mio. kr.*, hvilket lå meget tæt op ad det, Sport Event Fyn havde anslået forud for eventen.

På baggrund af dette kan man konstatere, at værtsskabet for VM i trampolin, tumbling og DMT har haft en effekt på den økonomiske vækst på Fyn svarende til ca. 9 mio. kr.

International medie-opmærksomhed 

Derudover skabte eventen sig stor opmærksom både nationalt og internationalt. En opgørelse foretaget vha. Infomedias Onlineanalyse viser, at eventen indbragte Odense/Fyn lidt over 6 mio. kr i annonceværdi. Eventen blev  omtalt i sammenhæng med Odense eller Fyn 430 gange fra Kick-off eventen et år før og frem til juni 2016. 

Eventen var også med til at sætte Odense på landkortet internationalt. I perioden 20. juni-13. december 2015 var der,  ifølge en opgørelse foretaget af Meltwater, 1250 artikler i internationale online medier, der omtalte eventen. En omtale der potentielt set er nået ud til næsten 950 mio. mennesker.

Tilfredse tilskuere 

Sport Event Fyns publikums- og deltagerundersøgelse viser også, at publikum var tilfredse med det, de oplevede.

Hhv. 91 og 97 pct. af tilskuerne til VM og ungdomsverdensmesterskabet WAGC var i høj grad eller i meget høj grad tilfredse med det, de så, da de blev lukket indenfor i Sparekassen Fyn Arena.

-Tilfredsheden blandt tilskuerne er det bedste udgangspunkt for at sikre, at de beretter positivt om Fyn og måske endda vender tilbage. Vi er derfor rigtig glade og stolte over de tendenser, som undersøgelsen viser, siger Rasmus Hessum Hansen, chef for Sport Event Fyn.

VM i trampoling satte Odense på landkortet, både nationalt og internationalt.  

Evaluering skaber udvikling

Det er første gang, at Sport Event Fyn gennemfører en så omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt publikum til en event, og arbejdet blev gjort med hjælp fra studerende på EAL og vejledning fra TSE Consulting.

-Det er meget vigtigt for Sport Event Fyn, at vores evaluering af de enkelte events er grundig. Det er afgørende for vores forretningsudvikling i forhold til tiltrækning af kommende events, at vi er meget skarpe på, hvilke effekter, de forskellige events har for Fyn, og at vi har et validt grundlag, at vurdere dem på, slutter Rasmus Hessum Hansen.

Han siger samtidigt, at undersøgelsen af VM i trampolin har medført masser af læring og opmærksomhed på detaljer, der skal justeres til kommende undersøgelser.

Oversigt

    Oversigt