Traner danser igen på Fyn

Efter 200 års fravær yngler Europas højeste fugl, tranen, igen på Fyn.

Et par har fået en unge i et område med skovmoser og enge ved Ravnholt Gods nær Ryslinge på Midtfyn.

Dansk Ornitologisk Forenings afdeling på Fyn har i samarbejde med godset sat skilte op, der opfordrer områdets gæster til at tage hensyn til tranerne.

- Vi henstiller til, at folk holder sig til vejene og ikke begiver sig ud på de enge, hvor traneparret ofte søger føde sammen med deres unge, siger Henrik Kalckar Hansen, der er formand for DOF Fyn til DOF.dk.

Det er formentlig første gang i omkring to hundrede år, at tranen yngler i det fynske landskab.

Tror på flere traner

- Jeg tror, at der sagtens kan komme til at yngle en halv snes tranepar på Fyn, for erfaringerne fra flere andre landsdele viser, at et pionerpar med ynglesucces kan bane vejen for større antal. De senere år har vist os, at selv små isolerede skovmoser og fredfyldte vådområder kan tiltrække ynglende traner. I 2010 blev der overraskende fundet et par på Langeland, siger Henrik Kalckar Hansen.

For bare få årtier siden blev tranen betragtet som de store vidders ynglefugl med de vidtstrakte, øde nordvestjyske klitheder som eneste realistiske yngleterræner i Danmark.

Men i løbet af to-tre årtier er bestanden af ynglende traner i det danske landskab mangedoblet, så den i år eller de allernærmeste år ventes at nærme sig 150 par.

Oversigt

    Oversigt