Travl nat for Svendborg Politi

Svendborg politi havde hænderne fulde natten til søndag. Omkring 50 unge mennesker deltog i håndgemæng og optøjer efter et halbal i Stenstrup. Samtidig opstod der ballade på et diskotek i Rudkøbing.

Umiddelbart efter halballet sluttede ved to-tiden opstod der håndgemæng og sammenstød mellem grupper af unge på parkeringspladsen udenfor hallen.

Tilsidst var omkring 50 unge indblandet i optøjerne, og Svendborg Politi måtte rykke ud med tre patruljer for at få styr på tingene, oplyser vagthavende i Svendborg.

Flere af de unge blev taget med på stationen. Blandt andet blev en pige under 15 år anholdt, fordi hun overfusede betjente, der var ved at anholde hendes storebror.

- Hun fik en tur på stationen for at køle lidt ned, inden hendes forældre kunne hente hende, siger vagthavende.

For sent til toget

Samtidig med optøjerne foran hallen i Stenstrup kom en flok unge fra Odense for sent til det sidste tog.

Næste tog gik først ved syvtiden, så de unge besluttede at fordrive tiden med at drage hærgende gennem byen med larm og hærværk.

Så da politiet havde fået styr på tingene ved hallen måtte de fortsætte arbejdet flere timer forskellige steder i byen.

Også ballade i Rudkøbing

Som om det ikke var nok, opstod der på samme tidspunkt ballade på diskotek Ø.P. i Rudkøbing.

En gruppe unge var blevet bortvist fra diskoteket og kunne ikke få udleveret deres jakker.

Derfor gik de løs på diskotekets dørmænd.

Svendborg Politi havde rigeligt at se til i Stenstrup og måtte derfor rekvirere assistance fra Odense til at tage til Rudkøbing.

De unge ballademagere var forsvundet, da politiet nåede frem, oplyser vagthavende i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt