I det fynske folks tjeneste

Tre anholdt efter fodboldbrag

Fyns Politi anholdt tre personer i timerne efter onsdagens topbrag i Odense mellem OB og FC København.

Den ene af de anholdte blev taget med på stationen, fordi han havde kastet et ølkrus med urin i hovedet på en kontrollør, samtidig med at urinen også ramte en anden kontrollør. Siden truede han den ene kontrollør på livet.

Manden blev anholdt og sigtet for både vold og trusler på livet, men blev torsdag formiddag løsladt.

En anden mand blev også anholdt, efter at han slog ud efter en politibetjent og ramte betjenten i maven og senere kom med verbale trusler.

Endelig var en tredje mand så fuld, at han blev taget med i detentionen for at sove rusen ud.

Generelt er Fyns Politi dog ganske godt tilfreds oven på kampen, hvor meget var på spil, og hvor mange mennesker var på gaden:
- Det er gået godt - og det kunne være gået værre. Der var ikke kommet nær så mange FCK-fans, som man havde regnet med, siger vagtchef Erik Halkjær fra Fyns Politi til TV 2/FYN.