Tre år med gener på motorvejen

Det skal være skidt før det bliver godt. Sådan vil bilisterne på og omkring motorvejen mellem Middelfart og Nørre Åby opleve det de næste tre år.

Vejdirektoratet er allerede gået i gang med arbejdet, og det vækker glæde på Vestfyn.

- Det er en projekt til omkring en milliard kroner, så det er et meget stort projekt for os. Ingen tvivl om det, siger projektleder Mike Boesen fra Vejdirektoratet.

De næste tre år vil arbejdet med at anlægge afkørslen påvirke trafikanterne på Vestfyn. Allerede nu er hastigheden blevet sat ned på strækningen fra 130 km/t til 110 km/t.

- Det er for at vænne bilisterne til at der sker noget, og vi vil langsomt trappe op for ændringerne de kommende år, siger projektleder Mike Boesen fra Vejdirektoratet.

Broer lukkes

Udover trafikale gener for bilisterne på motorvejen vil fem broer og tunneler på tværs af motorvejen vil blive lukket i perioder.

  • Højagervej blev lukket i sidste uge og vil være lukket frem til sommer
  • Bogensevej lukker 10. april og åbner til juni
  • Broen ved Aulbyvej lukker 10. maj og åbner først i juni 2013
  • Staurbyvej og Timsgyden lukker fra juli til oktober

Ved Aulbyvej skal broen rives helt ned og det betyder at motorvejen vil være lukket en weekend i maj.

- I løbet af efteråret optrapper vi så igen ved at udvide nordsporet af vejen, så det vil være klart til 2013, hvor al trafik i en periode bliver lagt i nordsporet, siger projektleder Mike Boesen fra Vejdirektoratet.

Det store projekt vil give gener og ventetid for bilisterne.

- Tingene skal være skidt før det kan blive godt, og vi gør det jo for at få bedre fremkommelighed på længere sigt. Som det er nu er vejen jo også svært fremkommelig når der er spidsbelastning, siger projektleder Mike Boesen fra Vejdirektoratet.

Oversigt

    Oversigt