I det fynske folks tjeneste

Muligvis påsat bilbrand: Tre biler udbrændt i Lærkeparken

En brand i en bil udviklede sig natten til fredag til at omfatte yderligere to biler.

Tre biler udbrændte natten til fredag i Lærkeparken i det østlige Odense. Foto: Ole Holbech

Fyns Politi og Beredskab Fyn blev natten til fredag kaldt til Lærkeparken i det østlige Odense, hvor der var ild i flere biler.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 03.37, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

- Der er tre biler, der er udbrændt. Det er ret tydeligt startet i den ene, og så er ilden sprunget videre til de to andre, inden det bliver anmeldt, og ilden bliver slukket, siger vagtchef Steen Nyland.

Han fortæller, at bilerne og brandstedet er blevet undersøgt i nat, og at politiet ikke umiddelbart har et bud på, hvordan branden er opstået.

Læs også Flere tager billeder af ulykker: - Vi ser det hver eneste dag

- Hvad der er årsag, ved vi ikke, siger vagtchefen.

Ifølge politiets døgnrapport er branden muligvis påsat. 

- Det kan ikke rigtig undersøges yderligere, end det vi allerede har gjort. Det er muligt, at nogen finder anledning til at fortsætte i løbet af dagen, men det er svært med en udbrændt bil, siger Steen Nyland.

Vagtchefen fortæller, at der ikke umiddelbart har været fare på færde i forhold til mennesker og bygninger.

- Hvis ikke det var blevet opdaget, kunne det sikkert have sprunget videre til andre biler. Men det nåede ikke så vidt, siger Steen Nyland.

00:27 Luk video