I det fynske folks tjeneste

Tre dieseltyve varetægtfængslet

Tre af fire dieseltyve, der blev grebet på fersk gerning, blev torsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger. Dels er de udlændinge, dels mistænkes de for at stå bag flere tyverier.

De tre fængslede er hvad politiet betegner som Østeuropæere. Den fjerde blev løsladt, fordi han har dansk CPR-nummer og derfor er lettere at holde styr på, som vagtchefen ved Fyns Politi udtrykker det.

De fire blev taget på fersk gerning, da de var i færd med at stjæle diesel fra en tank på Gyldensteen Gods på Nordfyn.

De fire mænd brugte en elektrisk pumpe, der blev drevet af to store lastbilbatterier, til at pumpe olien fra godsets tank.

Da de blev afsløret havde de pumpet 1000 liter over i tre tanke på ladet af deres lastbil.

- Da vi nåede frem, kørte pumpen stadig, og en af betjentene måtte pille kablet fra batterierne for at stoppe den, siger vagtchefen hos Fyns Politi.

Der har i den senere tid været flere dieseltyverier på Fyn, og politiet undersøger nu, om de fire mænd står bag et eller flere af dem.