I det fynske folks tjeneste

Tre fulde sejlere anholdt for sprit

Tre fulde mænd fra Odense blev anholdt natten til torsdag for spritsejlads.

Mændene var sejlet ud i en 36 fods kutter, men fik motorproblemer ud for Gabet ved Enebærodde. Det tog seks betjente over fire timer at få mændene ind på sikker land.
Da mændene fik problemer med at styre den 20 tons tunge kutter, fordi de mistede motorkraft, lykkedes det dem at få den fortøjret til en sandsuger.

- Men personalet på sandsugere var ikke meget for at få de tre ombord. Og det kan man vist godt forstå, fortæller vagthavende ved Fyns Politi, der også fortæller, at mændene var tydeligt påvirkede og var begyndt at slås indbyrdes.

I stedet blev politiet tilkaldt.

- Men vi har jo ikke lige en båd i baghaven, så vi måtte have hjælp af Dansk Søredning, siger vagtchefen.

Stor bøde i vente

Det tog derfor over fire timer fra politiet fik meldingen til de alle var på land igen.

- Det tager jo lang tid at slæbe sådan en kutter ind med en lille slæbebåd, så de har fået godt med frisk luft, fortæller vagtchefen.

De tre mænd på 22, 25 og 42 fik taget en blodprøve og blev alle sigtet for overtrædelse af Søloven.

- Der er sikkert bundet en god bøde i enden på den oplevelse, men hvor stor er svær at sige, lyder det fra vagtchefen.

Ved du noget? Så send os et tip