Tre fynboer røver brugs i Børkop

To kvinder og en mand blev i aftes anholdt efter røveri mod et supermarked i Børkop. Politiet kæder det sammen med to tidligere røverier på Fyn.

To kvinder på henholdsvis 31 og 36 år og en mand på 46 år røvede i aftes Dagli' Brugsen i Børkop ved Fredericia.

Det fortæller Sydøstjyllands Politi.

De to kvinder gik ved syv-tiden ind i butikken og truede sig til kassebeholdningen med en kniv. Ekspedienten, en 17-årig pige, fik overfladiske skrammer af kniven.

De to røvere kom afsted med 5-6000 kroner, men da de skulle forlade butikken, lykkedes det for en kunde at tilbageholde den ene kvinde.

LÆS OGSÅ: Kvinder røvede brugser

Senere ledte Sydøstjyllands Politis efterforskning dem på sporet af endnu en fynbo og tre fynboer er dermed anholdt for røveriet.

De tre personer fra henholdsvis Odense, Ebberup og Skamby er nu varetægtsfængslet. Sydøstjyllands Politi arbejder lige nu sammen med Fyns Politi, da de kæder røverne sammen med to andre røverier i Torup og Veflinge på Fyn søndag aften.

Oversigt

    Oversigt