Sidste år i Folketinget for tre fynboer - og det kan blive kort

Det bliver sidste år som folketingspolitikere for tre fynskvalgte politikere.

Jan Johansen (S), Julie Skovsby (S) og Jane Heitmann (V) har taget hul på deres sidste år som folketingspolitikere.

De tre fynskvalgte politikere har nemlig meldt ud, at de ikke genopstiller til næste valg.

Både Jane Heitmann og Jan Johansen har siddet i Folketinget siden 2011, mens Julie Skovsby blev valgt ind i 2007.

Kan blive et kort år

Tirsdag var politikerne mødt op til Folketingets åbning og dermed deres sidste år som folketingspolitiker.

Det kan ende med at blive et kort år. Radikale Venstre har nemlig meldt ud, at de vil vælte regeringen på torsdag den 6. oktober, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg inden da.

Alligevel var det en festdag for Jane Heitmann at være med til hendes sidste åbning af Folketinget.

- Jeg har elsket hver eneste dag i Folketinget i de 11 år jeg har været her, så for mig vil det være en smuk afslutning på 11 fantastiske år, hvis det er onsdag, at valget bliver udskrevet, siger hun.

Rosende ord fra kolleger

Ved en debat om psykiatrien mellem flere fynske politikere fik Jane Heitmann da også pæne ord med på vejen fra sine kolleger.

- Det er vemodigt at sige farvel til Jane. Det ramte mig lige nu, at vi har fulgtes hele vejen, og jeg kan mærke, at jeg bliver lidt trist, siger transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S).

Både Trine Bramsen, Jane Heitmann og danmarksdemokraternes Jens Henrik Thulesen Dahl blev nemlig valgt ind i Folketinget i Fyns Storkreds i 2011.

- Det har jo været fantastisk i de 11 år. Og jeg synes faktisk, at vi alle sammen fra Fyn har stået for at samarbejde. At vi har snakket sammen, og vi har løst ting i fællesskab, når der har været behov for det, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Selvom de ikke er fra samme parti, er Jane Heitmann glad for de rosende ord fra sine kolleger.

- Det betyder rigtig, rigtig meget, siger Jane Heitmann. 

Hvad Jane Heitmann skal lave efter det kommende folketingsvalg, har hun endnu ikke besluttet, men hun planlægger at kaste sig over skolebøgerne.

Oversigt

    Oversigt