Tre indbrudstyve anholdt i Glamsbjerg

Assens Politi anholdt torsdag morgen tre formodede indbrudstyve i Glamsbjerg. Politiet mistænker de tre unge for en serie af indbrud på Vestfyn.

-

Assens Politi anholdt torsdag morgen tre formodede indbrudstyve i Glamsbjerg. Politiet mistænker de tre unge for en serie af indbrud på Vestfyn.

De tre unge på 18, 22 og 26 år blev anholdt ved Superbrugsen i Glamsbjerg klokken 4.45 torsdag morgen. Tidligere havde et vidne set de tre unge mænd forsøge at bryde ind i en bil på Klintevænget i Glamsbjerg og i de unges bil fandt politiet effekter, der stammer fra et indbrud tidligere på aftenen i Aarup.

Politiet mistænker de tre unge for at stå bag flere indbrud, og har konkrete spor, der peger på at de tre unge stod bag et indbrud i Grønnemose Maskinfabrik natten til torsdag.

Indbrudet på Maskinfabrikken på Industrivej i Aarup skete kort efter klokken et. Alarmen gik i gang, og da politiet kom frem var der forsvundet en kompressor, en generator og en PC.

Senere så et vidne de tre unge forsøge at bryde ind i en bil i Glamsbjerg, og efter at vidnet kontaktede politiet lykkedes det en patruljevogn at stoppe de tre ved Superbrugsen.

De tre unge sidder nu fængslet i Assens, og politiet overvejer at lade dem fremstille i et grundlovsforhør senere torsdag.

Oversigt

    Oversigt