Tre mænd anholdt for at true politifolk

Tre mænd blev søndag aften anholdt på Tåsinge for at true politifolk med økser og jernrør. Betjente måtte trække pistolerne.

De tre mænd på 29, 32 og 42 år har siddet anholdt og til afhøring siden søndag aften.

Fyns Politi efterforsker forløbet, som de mener begyndte ved 19-tiden i Rudkøbing på Langeland. Her ringende en 49-årig til 112 for at tilkalde en ambulance.

- Han var blevet overfaldet og alvorligt tilredt, men ønskede ikke at fortælle politifolkene nærmere om, hvordan og af hvem, fortæller Lars Thede fra Fyns Politi i Svendborg.

Klokken 20 modtog Fyns Politi så et opkald om et overfald på Tåsinge Camping. Tre mænd fortalte, at de var blev overfaldet af ukendte gerningsmænd. Da politifolkene ankom til campingpladsen, var de tre mænd så berusede, at de ikke kunne give en sammenhængende forklaring.

Klokken 23 modtog Fyns Politi en ny anmeldelse om ballade på Tåsinge Camping. Anmeldelsen lød på, at nogle kørte ræs på knallert på pladsen.

Da patruljen ankom, blev de mødt af de tre mænd, der truede med økser og jernrør. Da betjene trak pistolerne og beordrede mændene til at lægge sig på jorden, fulgte de ordren og lod sig anholde.

Den 29-årige er fra Langeland, og de to mænd på 32 og 42 år har bopæl på Tåsinge Camping.

Fyns Politi vurderer nu, om de tre skal fremstilles for en dommer med krav om varetægtsfængsel for overfaldet på den 49-årige på Langeland.

Som minimum kan de se frem til en sigtelse for overtrædelse af våbnenloven.

Oversigt

    Oversigt