Tre mænd er påkørt foran arrestbygning

Tre biler har påkørt tre mænd, der netop var stået ud af kassevogn på parkeringspladsen ved arresthuset i Odense.

Tre mænd er blevet indlagt med en række skader, efter at de sent mandag aften blev påkørt af tre biler på parkeringspladsen ud for arrestbygningen på Tinghøjvej i Odense.

- De tre mænd på henholdsvis 21, 28 og 30 år var netop stået ud af deres kassevogn, da de blev påkørt af tre biler. Mændene blev kastet op på bilernes kølerhjelme, men det fik ikke bilerne til at stoppe, oplyser vagtchef Kim Munksgaard, Fyns Politi i Odense.

Ingen af de tre mænd fik livsfarlige skader ved påkørslerne, men en fik brækket et ben, de andre fik blandt andet slået tænder ud og fik kvæstet arme og ben, oplyser vagtchefen.

Da politiet kom til stedet lå to af mændene kvæstet på parkeringspladsen, den tredje havde gemt sig i noget buskads, formentlig af skræk for at blive påkørt endnu en gang, siger vagtchefen.

De tre kvæstede er blevet indlagt på Odense Universitetshospital.

Politiet, der betragter påkørslerne som kvalificeret vold, havde tidligt tirsdag ingen spor af de tre flugtbilister.

Oversigt

    Oversigt