Tre mænd fængslet for tvang og afpresning

Tre mænd på 19, 22 og 25 år fra Ejby på Vestfyn er tirsdag ved et grundlovsforhør i Retten i Odense blevet varetægtsfængslet. De sigtes for tvang, afpresning og røveri over for en 19-årig bekendt fra Nr. Aaby.

Retten fandt i overensstemmelse med den 19-åriges forklaring til politiet, at der er begrundet mistanke om, at de tre mænd den 20. december sammen trængte ind til den 19-årige, som fik besked på at skaffe penge til betaling af en påstået gæld.

Ellers ville han få klippet to fingre af, og umiddelbart efter blev han tvunget ind i en bil og kørt til et sommerhusområde for at begå indbrud, hvilket dog ikke lykkedes.

Ifølge sigtelsen blev den 19-årige derefter kørt tilbage til sin bopæl, hvor han blev tvunget til at udlevere forskellige effekter til de tre mænd.

Besøget sluttede med diverse trusler om, hvad der ville ske, hvis den 19-årige kontaktede politiet.

De sigtede nægter sig alle skyldige, men kærede ikke kendelsen om varetægtsfængling.

- Der er tale om alvorlige sigtelser, og derfor er jeg godt tilfreds med, at politiet nu har tid til at undersøge sagen nærmere, uden at de sigtede har mulighed for at påvirke efterforskningen, siger anklager Anne Marie von Lowzow.

De tre mænd er alle blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Oversigt

    Oversigt