Tre mænd overfaldet i Eventyrhaven

Tre mænd blev torsdag aften overfaldet af en større gruppe somalisk udseende mænd i Eventyrhaven i Odense.

Tre danske på 19, 20 og 26 år mænd hyggede sig med at spille frisbee i Eventyrhaven, men fornøjelsen blev hurtig vendt til en voldsom ubehagelig oplevelse.

Samtidig er der 10-12 somalisk udseende mænd, der også befinder sig i haven, og på et tidspunkt ryger deres frisbee over til dem, men de spiller den i første omgang tilbage til de tre mænd.

- Der opstår noget spil frem og tilbage, men pludselig udarter situationen til vold. De tre mænd bliver overfaldet af gruppen, og de får en ordentlig omgang tæsk. Den ene får trykket det ene kindben ind og en flænge ved øjet, og den anden klager over smerter ved kæben, og han har fået slået to kindtænder ud, fortæller vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi.

Den tredje mand slap med overfladiske skrammer, men alle tre blev kørt med ambulance til behandling på OUH.

Signalementet af overfaldsmændene er sparsomt, men hvis nogen har set eller hørt noget i Eventyrhaven omkring klokken 23.45, hvor episoden fandt sted, hører politiet gerne om det på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt