Tre nye sundhedshuse til Fyn

Ærø, Langeland og Bogense får nu hver et helt nyt sundhedshus. Region Syddanmark har fra sundhedsministeriet modtaget 73 millioner kroner til de nye sundhedstilbud.

De nye sundhedshuse skal samle både praktiserende læger, hjemmehjælp og hjemmesygeplejersker i et lokalt samarbejde.

Regionen har fået i alt 73 millioner kroner fra en pulje på 600 millioner kroner som regeringen og Dansk Folkeparti har afsat til sundhedsområdet i ydrekanterne.

Regionen skal i samarbejde med kommuner og læger etablere fem sundhedshuse, og tre af dem skal ligge i Bogense, Rudkøbing og på Ærø.

I Rudkøbing skal den gamle skole renoveres til sundhedshus, i Bogense skal et plejecenter bygges om, og på Ærø skal lægehuset om og tilbygges.

På Langeland vil jordmoderkonsultationen også få plads i det nye sundhedshus.

- Det er enklere for borgerne, når tilbuddene samles et sted, og kvaliteten får et løft, fordi sundhedspersonalerne kan samarbejde på tværs af faglige grænser. De nye sundhedshuse kan varetage langt den største andel af sundhedsopgaverne i lokalområdet, og det giver tryghed for borgerne, siger sundhedsminister Bertel Haarder(V).
Region Syddanmark skal nu i gang med at konkretisere planerne for sundhedshusene sammen med de enkelte kommuner og de lokale læger.

Skal tiltrække læger

Region Syddanmark håber, at sundhedshusene vil betyde ny tværfaglighed til gavn for patienterne.

- Når man samler læger og andet sundhedsfagligt personale under samme tag, kan sundhedspersonalet nemmere hjælpe patienterne med et samlet behandlingsforløb, siger Bo Libergreen(V), der er formand for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Syddanmark.

Han tror også, at sundhedshusene kan forhindre den lægemangel, som ydreområderne kommer til at stå over for de kommende år.

- Det vil blive mere attraktivt for lægerne at blive i udkantsområderne, når man kan arbejde sammen med andre i et professionelt sundhedsmiljø, siger Bo Libergren.

Oversigt

    Oversigt