I det fynske folks tjeneste

Tre sigtet i omfattende skunksag

Fyns Politi har sigtet to danskere og en vietnameser for dyrkning af 27 kilo skunk med henblik på salg. I et grundlovsforhør fik vietnameseren opretholdt fængslingen i tre gange 24 timer.

De 27,2 kilo skunk blev fundet i et skunklaboratorium på Tåsinge tirsdag eftermiddag. To danskere på 32 og 41 år og en vietnameser på 39 år blev anholdt.

Onsdag blev den 39-årige vietnameser fremstillet i grundlovsforhør, men dommeren fandt ikke grundlag for at varetægtsfængsle manden, men opretholdt dog fængslingen i tre gange 24 timer under henvisning til udlændingeloven.

- Vi går nu videre med efterforskningen og alle tre er fortsat sigtet. Sagen er i den tunge ende af hvad vi normalt ser i skunk-sager, siger Leon Sørensen fra lokalpolitiet i Svendborg.

Normalt indbringer et gram skunk 60-80 kroner ved salg, så lageret på Tåsinge kunne have indbragt bagmændene mellem 1,6 og to millioner kroner.

Ved du noget? Så send os et tip