I det fynske folks tjeneste

Tre vindmøller forsyner 8.600 familier med strøm

De nye vindmøller på Lindø vil levere strøm til 8.600 husstande. Foto: Energi Fyn/PR

Energi Fyn har indviet tre nye vindmøller. De står på Lindø og forventes fuldt indkørt ved månedens udgang.

Energi Fyn har foretaget den officielle indvielse af tre vindmøller på Lindø. Vindmøllerne bidrager nu til virksomhedens grønne omstilling.

Siden først i februar har de tre vindmøller snurret lystigt på Lindø ved Lindø port of Odense. Det har de gjort så godt, at de efter cirka en måneds drift er blevet indviet officielt.

Det skriver Energi Fyn i en pressemeddelelse.

Læs også Ulovlige vindmøller er igen sat i gang

De tre vindmøller vil i et normalt vindår producere 34,5 GWh. Det svarer til det gennemsnitlige elforbrug i cirka 8.600 husstande.

I løbet af marts vil der blive foretaget en såkaldt indkøring af vindmøllerne. Forventningen er, at de vil være i fuld drift ved udgangen af måneden.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Energis Fyns nye vindmøller på Lindø port of Odense

50.400 husstande får energi fra vind

Energi Fyn har siden 2015 investeret i vindmøller flere steder i Danmark, men de tre vindmøller på Lindø er de første nye vindmøller, der er opsat på Fyn i gennem længere tid.

- Det betyder meget for os og for Fyn, at vi nu også kan bidrage til udviklingen af et bæredygtigt energisystem med fynske vindmøller, siger Bent Agerholm, administrerende direktør hos Energi Fyn.

Energi Fyn har med Lindø-møllerne 23 vindmøller rundt om i landet. De producerer tilsammen cirka 200 GWh i et normalt vindår - eller hvad der svarer til det gennemsnitlige elforbrug i cirka 50.400 husstande.

Vindmøllerne producerer tilsammen 34,5 GWh. Foto: Energi Fyn/PR

 

Ved du noget? Så send os et tip