I det fynske folks tjeneste

Tre voldelige fanger er flygtet

Tre fanger som betegnes som farlige er flygtet fra arresten i Assens. Den ene er sigtet for drabsforsøg. Politiet er uden spor.

Tre fanger flygtede fra arresten i Assens.

De tre flygtede igennem loftvinduet her i arresten.

1 af 3

Våben og narko

Mandag mellem kl. 9 og 10.30 flygtede tre farlige fanger fra arresten i Assens. De tre slap ud gennem et ovenlysvindue, som de lirkede op.

De tre er henholdsvis 25, 26 og 32 år, og politiet betegner dem som voldelige.

Den 25-årige er sigtet for drabsforsøg og han er kendt for at bære skydevåben. Det samme er den 32-årige, der er dømt for røveri i Svendborg. Den 26-årige er palæstinenser og er dømt for narkohandel. Han skal udvises, når han har afsonet sin dom.

Kriminalinspektør, Hans Henrik Hansen fortæller, at de tre formentlig stadig er på Fyn, men de har ingen spor at gå efter.

- Man skal ikke være nervøs, men man skal ikke selv prøve at stoppe dem, siger han til TV 2/FYN.

Signalement


  • 25-årig dansker. 175 cm høj og slank af bygning. Blå øjne og rødblond hår.
  • 26-årig palæstinenser. 173 cm høj. Spinkel af bygning. Brune øjne og sort hår.
  • 32-årig dansker. 185 cm høj og kraftig af bygning. Blå øjne og blond hår.

Taxa og busser

Politiet i Assens og Odense har hele dagen været på jagt efter de tre, men uden held.

- Vi har været ude at kigge på en enkelt adresse i Vollsmose, fortæller vagthavende ved Odense Politi.

Nu har de bedt bus- og taxachauffører om at være ekstra opmærksomme.

Hvis man har oplysninger i sagen kan man kontakte Assens Politi på
tlf. 64 71 1448