Tredjeplads til unge opfindere fra Odense

Fire gymnasieelever fra Odense kom tirsdag aften ind på en tredjeplads i Science Cup Denmark konkurrencen, der blev holdt i Ingeniørhuset i København.

-

Fire gymnasieelever fra Odense kom tirsdag aften ind på en tredjeplads i Science Cup Denmark konkurrencen, der blev holdt i Ingeniørhuset i København.

De unge fra vandt tredjepræmien med deres projekt 'Holdbarhedsindikatoren - det kemiske ur', som kan advare om, hvornår pålægget i køleskabet er ved at blive dårligt. Projektet giver dermed løsningen på et af hverdagens problemer.
-Projekt har imponeret os dommere ved sit meget store og veludførte laboratoriearbejde. Et arbejde der hviler på viden om reaktionskinetik og kolometriske reaktioner. Og så er udgangspunktet naturligvis en rigtig god og original ide, sagde dommerkomiteen, da den skulle begrunde præmieringen.

Andenpladsen i konkurrencen gik til fire gymnasieelever fra Thisted Gymnasium og HF for deres projekt 'Ethen - frugters modningshormon'. Projektet udsætter tidspunktet for, hvornår frugter begynder at rådne ved hjælp af palladiumchlorid.

Vinderne af konkurrencen blev tre gymnasieelever fra Frederiksberg Tekniske Gymnasium, med deres projekt 'Blind i trafikken', som har flere fordele for blinde og svagtseende i forhold til de eksisterende lydsignaler ved fodgængerovergange. Projektet består af en sensor, der opfatter, hvornår der er rødt i et fodgængerfelt, og ved hjælp af lyd advarer den blinde. Udstyret bæres af den blinde selv og virker derfor på steder, hvor der ikke er lydsignaler ved fodgængerovergangene. 

Science Cup Denmark er en konkurrence på ideer og udvikling i fysik og kemi i det almene og tekniske gymnasium. Hold på 3-5 gymnasieelever får en ide og udvikler et produkt. Værktøjet er kreativitet og faglig viden inden for fysik og kemi. 100 elever fra hele landet har konkurreret med hinanden om at få de bedste ideer og udvikle de bedste produkter. De seks bedste hold tog den afgørende dyst i dag ved finalen, og vinderne får en studierejse til Californien.
-De dygtige elever skal stimuleres i uddannelsessystemet, og vi skal tage hånd om de svage elever, så vi sikrer os, at de også får en uddannelse. Men de dygtigste elever er dem, der bliver de iværksættere og innovatører og sikrer job til alle, sagde undervisningsminister Bertel Haarder, der gav de unge en peptalk, før dommerne trak sig tilbage for at votere.

Selv om projektet med en selvrørende gryde ikke endte med at vinde, ville undervisningsministeren gerne have en af slagsen: - Det er så praktisk, når telefonen ringer, sagde ministeren.

Bag konkurrencen står Undervisningsministeriet, Dansk Industri og Ingeniørforeningen i Danmark

Oversigt

    Oversigt