Tredobbelt DM-vinder: OL-kval er vigtigere

Cykelrytteren Lasse Norman Hansen var suveræn ved DM på bane i weekenden, men OL-kvalifikation er vigtigere.

Lasse Norman Hansen vandt tre guldmedaljer af fire mulige i de individuelle discipliner ved bane-DM i weekenden, men der er en ting, der er vigtigere for cykelrytteren, end at køre fra kollegerne på landsholdet.

- Det er meget vigtigere, at jeg kvalificerer mig til OL, end det er at vinde til DM.

- Selvfølgelig er jeg glad for det, og det er da noget at det største, jeg har lavet. Det er det helt sikkert. Det er fedt at tage tre trøjer på en weekend, men det er langt vigtigere at komme med til OL, siger Lasse Norman Hansen.

Den fynske banelandsholdsrytter håber, at han kan kvalificere sig til OL i omnium. De seneste måneder har Lasse Norman kørt et par world cups, og det var den erfaring, der lagde grunden til de tre guldmedaljer, rytteren vandt i weekenden.

Det blev guld i pointløb, 1000-meter på tid og 4000-meter-forfølgelse.

- Jeg fik vist dem, at det kræver meget at køre world cup i omnium, og jeg har en kæmpe fordel fra det. Jeg har kørt alle disciplinerne inden for overskuelig tid.

- Der bliver kørt så meget hurtigere ude til world cups og ved OL, så man kan slet ikke sammenligne det. Jeg synes, jeg har udviklet mig, så der er stadig en drøm om at få en medalje til OL, men det er stadig på drømmebasis, siger Lasse Norman Hansen.

Kun i scratch måtte fynboen nøjes med en sølvmedalje. Guldet gik til erfarne Marc Hester, som snuppede en hurtig omgang, mens de andre så til.

- Han kørte sgu stærkt. Det var en imponerende omgang. Det er fuldt fortjent, at han vinder. Da vi andre opdagede det, var det for sent. Han er meget snu, siger Lasse Norman Hansen.

Oversigt

    Oversigt