I det fynske folks tjeneste

Trekantområdet hårdt ramt af finanskrise

Krisen kradser i Region Syddanmark, hvor syv ud af 10 virksomheder mærker den nationale og globale nedtur.

Finanskrisen kan tydligt mærkes i det Region Syddanmark - værst ser det ud i trekantsområdet.

Hårdest ramt af de dårligere økonomiske tider er kommunerne i det produktionstunge trekantområdet og Haderslev, mens virksomhederne i de fynske kommuner som Odense, Kerteminde og Nyborg melder om færre krisetegn. Og optimismen styrtdykker: hver anden virksomhed venter lavere omsætning og færre ansatte.

Det viser regionens vækstbarometer, der i januar har taget krisepulsen på 900 små og mellemstore (10 til 250 ansatte). Især industri og transportbrancher bløder under krisen, der reelt forstærker den globaliseringstendens, som de seneste par års hede højkonjunktur næsten havde fået danskerne til at glemme, vurderer Mikkel Hemmingsen, udviklingsdirektør i regionen.

- I de seneste 10 år er der forsvundet 30.000 industrirelaterede arbejdspladser i regionen og skabt 40.000 nye i servicesektoren. Udflytningen af industrijob accelereres under den nuværende krise, og det er især de ufaglærte, det går ud over, fordi deres arbejde kan udføres billigere i udlandet. Derfor bliver den helt store udfordring at få opkvalificeret de mange fyrede medarbejdere til andre sektorer med ledige job, siger Mikkel Hemmingsen til Ritzau.