Tricktyve snyder sig til forkerte byttepenge

To gange blev to butikker udsat for tricktyveri. I Middelfart lykkedes det at snyde personalet.

Tirsdag eftermiddag forsøgte et udenlandsk par at snyde personalet i JYSK i Nyborg.

De ville købe en pude til 30 kroner og betalte med en 1000-kroneseddel og så forsøgte de at forvirre personalet for at få for mange byttepenge. Men det lykkedes ikke, fortæller Kim Strømvig, der er leder af Lokalpolitiet i Nyborg.

- Det er ikke et ukendt fænomen. Men jeg synes faktisk, at vores forretningsdrivende er gode til at spotte den slags, fortæller han.

Om det var samme par, der forsøgte sig et par timer senere i Middelfart, er endnu usikkert.

- Men ud fra signalementet og fremgangsmetoden, så kunne noget tyde på det, lyder det fra Kim Strømvig.

I Middelfart lykkedes det dog et par at forvirre en ekspedient ved at købe to flasker iste og betale med en 1000-kroneseddel.

Kvinden fik byttepenge tilbage, men bad om at få dem udbetalt i Euro i stedet. Det kunne hun ikke, og så ville kvinden pludselig ikke købe de to iste. Hun fik pengene retur, men da parret var væk, opdagede ekspedienten, at der manglede 400 kroner.

Parret beskrives som:

Kvinde: 45-50 år gammel, 160-165 cm høj og buttet. Romansk udseende.

Mand: 18-21 år gammel, 160-165 cm høj og spinkel af bygning. Romansk udseende.

Oversigt

    Oversigt