Trine Bramsen: Skyderier i gaderne kan ikke accepteres

Efter nattens skyderier gentager socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, ønsket om en ny rocker-bande-pakke, der skal give politiet bedre muligheder for at bekæmpe problemerne.

Natten til lørdag blev der tilsyneladende skudt mod en 21-årig mand, som blev passet op af formodede bandemedlemmer i Odense.

Nattens skyderier er seneste udvikling i en lang række af uroligheder og skyderier i og omkring Odense. Nu er det nok, og nu bliver politikerne nødt til at gøre noget, mener socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

- Når der skydes i gaderne er det et problem, vi som politikere skal tage hånd om. Politiet skal have de redskaber, de har brug for, så de kan bekæmpe de problemer, vi står med i Odense med rocker- og bandekonflikten, siger Trine Bramsen.

Den fynskvalgte ordfører fortæller, at hun siden i sommer har forsøgt at få justitsminister Søren Pind (V) til at tage urolighederne op på et møde i retsudvalget. Nu ser det omsider ud til at ske.

- På tirsdag har vi møde i retsudvalget, hvilket jeg har ventet på længe. Her vil jeg bede Justitsministeren tage den her situation alvorligt. Som situationen eskalerer i Odense, så må han efterhånden kunne indse, at den her dagligdag ikke kan accepteres, siger Trine Bramsen.

Måske ikke civil

Fyns Politi er ikke længere helt kategoriske omkring den 21-årige mand, der blev skudt efter.

Første udmelding fra politiet lød på, at manden i modsætning til de formodede gerningsmænd "overhovedet ikke" er relateret til bandemiljøet.

Lørdag middag er udmeldingen fra politiet i stedet, at de efterforsker mandens baggrund.

- Vi skal i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring nattens skudepisode. Derfor er det endnu for tidligt at sige, om det var en tilfældig person, der blev skudt efter, eller om han har tilknytning til rocker- eller bandemiljøet, siger Jens Langdahl, der er vicepolitiinspektør ved Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt