Triple-A-sag koster TV2-chef jobbet

Souschefen for TV2 Nyhederne, Lotte Mejlhede, forlader sin stilling efter sagen om den påståede indvandrerbande Triple-A.

-

Souschefen for TV2 Nyhederne, Lotte Mejlhede, forlader sin stilling efter sagen om den påståede indvandrerbande Triple-A.

Sagen om den formentlig ikke-eksisterende bande Triple-A koster nu TV2 Nyhedernes souschef, Lotte Mejlhede, jobbet. Ifølge en pressemeddelelse fra TV2 har Lotte Mejlhede i kølvandet på sagen valgt at fratræde sin stilling.

- Set i lyset af Triple A-sagens udvikling fratræder jeg min stilling som souschef på TV2 Nyhederne. Det er ingen hemmelighed, at sagen har redet mig som en mare i flere uger, og den har slidt på TV2 Nyhedernes troværdighed. Det var under mit chefansvar, at indslaget blev bragt. Jeg har tidligere erkendt, at jeg svigtede mit kontrolansvar, men da dette svigt bliver ved med at skade Nyhedernes omdømme, drager jeg nu konsekvensen, siger Lotte Mejlhede.

Hun medgiver samtidigt, at TV2 Nyhedernes evne til selverkendelse og krisestyring har været for dårlig.

- At indslaget ikke blev trukket tilbage, da vi kom med den første redegørelse, var en forkert beslutning. Antallet af fejl og mangler berettigede i den grad til det. Vi fastholdt historien ud fra en reel overbevisning. Det var en fejl. Nu drager jeg de personlige konsekvenser, siger Lotte Mejlhede.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt