Trods aftale: Der mangler fortsat reddere

Der skal formentlig stadig skaffes et halvt hundrede reddere til ambulancekørslen i Region Syddanmark.

Selv om de første store sten er ryddet af vejen med konkurserklæringen mod BIOS, er der endnu et stykke vej, inden ambulancedriften kører smertefrit under Region Syddanmark.

Onsdag aften kom det frem, at der fortsat mangler 50-60 reddere for at nå den idealbemanding på 550 reddere, som var forudsætningen for fuldt beredskab, da BIOS skrev kontrakt med Region Syddanmark.

Efter det oplyste er der 537 årsværk ansat hos BIOS hedder det i aftalen mellem regionen og konkursboets kuratorer, men det tal indeholder også andre ansatte end reddere.

Antallet af reddere er snarere mellem 450-500 oplyste regionsformand Stephanie Lose (V) i går.

Som omtalt i forbindelse med det ekstraordinære regionsmøde indsætter regionen nu Mads Haugaard som ambulanceansvarlig. Han har i forvejen haft ansvaret for amulanceområdet i regionen i en periode.

Han skal drive amulancerne sammen med ambulancechef René Sigvartsen og driftschef Allan Mose fra BIOS, oplyses det.

Mens regionen garanterer og understøtter redderne og driften af ambulancetjenesten i regionen, skal kuratorerne forberede, at Region Syddanmark hurtigst muligt kan overtage det fulde driftsansvar med de økonomiske forpligtelser, det medfører.

Claus Høeg Madsen, der repræsenterer kurator fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, oplyser til aften, at det formentlig vil tage et par uger.

Regionen har selv givet et bud på, at driften formentlig vil blive 20-25 millioner kroner dyrere om året end under BIOS.

Men som sundhedsøkonom Kjeld Møller Petersen onsdag aften sagde til TV 2/Fyn er det i høj grad en vurdering, der beror på et skøn. 

 

Oversigt

    Oversigt