- Campingpladserne er rigtige tilfredse og forsæsonen har været rigtig god, siger turist- og erhvervschef hos Ærø Turist & Erhverv, Carl Jørgen Heide.
Øen mærker det, og der har været en øget omsætning på campingpladserne
Selvom juli ikke har budt på særlig meget solskin til campinggæster landet over, har de alligevel taget turen over det sydfynske øhav. Sammenlignet med juli 2016 er der sket en stigning i antallet af campingvogne med Ærøfærgen på 19, 4 procent, og det kan mærkes.
- Øen mærker det, og der har været en øget omsætning på campingpladserne, fortæller direktør hos Ærøfærgerne, Keld Møller.
En ny trend
Som følge af landevejsprincippet, der er et lovforslag, som giver tilskud til øer, har Ærøfærgen fra april udbudt billigere billetter til 166 kroner.
Ifølge Keld Møller har tilskuddet givet flere rejsende, og sammenligningen af første halvdel 2016 og dettes års færgetrafik viser det samme.
Landevejsprincippet giver dog ikke tilladelse til de lavere priser i højsæsoner, og derfor er det ikke den direkte forklaring på stigningen af campinggæster.
- Jeg ved ikke, om det er en ny trend, eller om det er campingfolket, der blevet mere opmærksomme på Ærø, siger Carl Jørgen Heide.
Han ved dog, at mange campister taler sammen om, hvor de har været, og det har måske påvirket at flere ønsker at holde ferie på Ærø.
Også Keld Møller kender til den effekt, god omtale har:
- Det smitter også lidt, at nogen har været at besøge og siger det videre.