Trods god start: OB taber til Brøndby

Efter en jævnbyrdig første halvleg satte Brøndbys tophold sig tungt på OB og vandt 2-1 i Superligaen.

En halv sæson uden nederlag. Det er den behagelige status for fodboldklubben Brøndby, efter at holdet søndag aften vandt 2-1 hjemme over OB i Superligaen. 

Brøndbys dominans var større, end cifrene antyder.

Brøndby, der topper ligaen med 56 point for 24 kampe, har ikke tabt i de seneste 18 ligakampe, hvilket svarer til halvdelen af de kampe, klubben kommer til at spille i Superligaen i denne sæson.

14 sejre og 4 uafgjorte kampe har gjort Brøndby til en hed og logisk kandidat til titlen som dansk mester, en hæder klubben senest opnåede i 2005. 

Søndagens sejr over et ikke helt ueffent OB-hold var ganske fortjent foran 10.012 frysende tilskuere.

 

Brøndby-spillerne mødte frem til kampen med stor selvtillid efter torsdagens 1-0-sejr ude over FC Midtjylland i kampen mellem ligaens to bedste hold.

Første halvleg mod OB blev en interessant affære at iagttage, også selv om de store chancer ikke var i overtal.

Det evigt pressende Brøndby-hold forsøgte med vekslende held at dirke op for den solide OB-organisation orkestreret af fynboernes cheftræner, Kent Nielsen. 

Gæsterne lurede til gengæld hele tiden på kanten af offside, og det var med til at give OB et par udmærkede chancer i første halvleg.

Den nok største tilfaldt Casper Nielsen efter otte minutter, men han gled på den iskolde grønsvær, og dermed blev den mulighed forspildt. 

 

Mod slutningen af halvlegen blev Brøndby mere nærgående, og få minutter før pausen kom værterne foran 1-0.

OB's Ryan Johnson Laursen sløsede og mistede bolden på egen banehalvdel, og efter et indlæg sendte Kasper Fisker bolden på overliggeren. 

Hany Mukhtar var over returbolden og ekspederede den i mål.

Kreatøren burde også have scoret eller i hvert fald have afsluttet tidligt i anden halvleg, men den store mulighed løb ud i ingenting. 

Brøndby satte sig tungt på kampen i anden halvleg, og OB-spillerne havde ikke kvaliteterne til at udfordre hjemmeholdet, hvor blandt andre arbejdsomme Simon Tibbling gjorde det godt.

Det blev Teemu Pukki, der reelt afgjorde kampen et kvarter før tid. Den finske angriber tog et par gode træk og hamrede bolden forbi Sten Grytebust i OB's mål. 

Fem minutter før tid fik OB's indskiftede Mathias Greve reduceret til slutresultatet.

FC Midtjylland kan mandag nå op på siden af Brøndby, hvis midtjyderne vinder ude over Silkeborg.

OB er fortsat på sjettepladsen med 31 point, og klubben ligger dermed stadig til at komme med i slutspillet om mesterskabet. AaB vil dog passere OB med mindst et point hjemme mod AC Horsens mandag.

Efter mandagens kampe resterer der to runder i Superligaens grundspil. 

Oversigt

    Oversigt