Trods handlingsplan: Klubber vil ikke møde Irakiske forening

For lidt over en uge siden præsenterede Irakiske forening en handlingsplan, som blev godkendt af DBU - og fodboldklubbens suspension blev ophævet. Men ni klubber nægter at spille mod klubben. Det skriver fyens.dk.

Uroligheder på banen afbrød i august en fodboldkamp, hvor Irakiske Forening var involveret. Forrige fredag præsenterede klubben en handlingsplan over for DBU, der ophævede holdets suspension.

Men den har ikke gjort de øvrige serie 1-klubber trygge. Ni fodboldklubber i serie 1 nægter ifølge fyens.dk at spille mod Irakiske Forening, der har hjemmebane i Vollsmose, før der er blevet holdt møde med DBU Fyns bestyrelse.

- Vi vil have dem suspenderet, indtil der er blevet lavet en handlingsplan. Vi er ikke tilfredse med den, der er lavet nu, og vi tør simpelthen ikke spille derude, siger Jack Kyhe, der er formand for Ringe Boldklub.

Han står bag et brev til DBU Fyns bestyrelse om Irakiske Forening og de voldssager, der har været i fynsk serie 1-fodbold det seneste halve år. I brevet ønsker han et hastemøde og opfordrer han blandt andet til en tilbundsgående undersøgelse af Irakiske Forenings benyttelse af karantæneramte spillere.

Ni ud af 14 klubber har skrevet under på brevet. DBU vil ikke kommentere på brevet, før bestyrelsen har set på det.

Oversigt

    Oversigt