I det fynske folks tjeneste

Trods massiv kritik af flytning: Hovedparten af Dansk Sprognævn flytter med

Otte ud af tolv medarbejdere vil fortsat arbejde i Dansk Sprognævn, når nævnet til april 2019 flytter fra Frederiksberg til Bogense.

Otte ud af tolv medarbejdere vil fortsat arbejde i Dansk Sprognævn, når nævnet flytter til Bogense. Foto: Google Street View

Dagen, hvor Dansk Sprognævn skal flytte til Bogense, nærmer sig. Og indtil videre ser det ud som om, at otte medarbejdere flytter med - i hvert fald når det kommer til arbejdet. 

I januar blev det en realitet, at Dansk Sprognævn skal flytte fra Frederiksberg til Bogense i 2019. 

Da det kom frem skulle alle medarbejderne så beslutte sig for, om de ville rykke teltpælene op og flytte med til Fyn.

Læs også Lokalerne er klar 1. januar: Her skal Dansk Sprognævn flytte ind

Dansk Sprognævn

Sprognævnet er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet.
Nævnet har til opgave at følge sprogets udvikling, at give råd og oplysning om dansk sprog og sprogbrug og at udgive Retskrivningsordbogen.
Endvidere giver Sprognævnet råd og oplysning om dansk tegnsprog.

Sprognævnets direktør Sabine Kirchmeier lagde ikke skjul på, at hun ikke synes, at det var den mest optimale placering til nævnet og dermed også nævnets medarbejdere.

Hun gav udtryk for, at det kunne gå hen og blive svært at få et højt specialiseret forskningsmiljø til at fungere i den nordfynske købstad, blandt andet fordi der er for langt til de vidensinstitutioner, sprognævnet normalt samarbejder med.

Også Dansk Magisterforening og Ingeniørforeningen har været ude og advare mod, at der i forbindelse med flytningerne vil ske et enormt tab af viden og kompetencer.

Det er et foreløbigt tal

Sabine Kirchmeier, direktør i Dansk Sprognævn

Tirsdag har Sabine Kirchmeier fortalt til TV 2/Fyn, at otte medarbejdere har givet udtryk for, at de fra 2019 stadig vil være at finde på sprognævnets medarbejderliste. Mange af dem vil dog ikke flytte til det fynske. Men i stedet vil de pendle fra deres bopæl til sprognævnets nye placering. 

Sprognævnet har på nuværende tidspunkt 12 ansatte. Det betyder, at der endnu er fire medarbejdere, der ikke er med på flytningen fra Frederiksberg til Bogense. 

- Det er et foreløbigt tal, slår direktøren dog fast. 

Nogle flytter ind, mens andre flytter ud

Når Dansk Sprognævn flytter ind, betyder det samtidig, at andre må flytte ud. 

Dansk Sprognævn får i starten af 2019 fynsk base i Udviklingspark Nord, der ejes af Nordfyns Kommune, og det kommer til at betyde, at kommunen skal finde nye adresser til Radio Nordfyn, Seniornet Nordfyn og Frivilligcenter Nordfyn. 

- Jeg har netop i går (mandag, red.) været i Bogense for at vende de sidste detaljer omkring byggeriet med Nordfyns Kommune. Den bygning som vi skal bo i, beliggende på Adelgade 119 B, står nu tom, og håndværkerne er gået i gang med ombygningen, fortæller Sabine Kirchmeier til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Vi forventer at kunne flytte ind den 1. april 2019.

Læs også Besked til københavnerne: Stop klynkeriet