Trods rødt kort i første halvleg: Flot fight sikrede OB tre point

OB hentede tirsdag aften tre vigtige point og ikke mindst en masse selvtillid, da de hjemme slog Randers med 1-0 på trods af, at OB's Frederik Tingagaer blev udvist allerede i første halvleg.

Der blev fightet igennem på EWII Park tirsdag aften, og heldigvis var det det fynske hjemmehold, der stod for den klart største del af den vildskab, der blev vist på banen.

OB kom foran efter 17 minutters spil, da Rasmus Jönsson udnyttede Joan Simun Edmundssons flotte oplæg på fineste vis ved at krølle bolden op i højre målhjørne. 1-0 på et fremragende mål, svenskerens sjette sæsontræffer.

Hjemmeholdet startede kampen klart bedst og var både før og efter scoringen spilstyrende. Men kort efter målet ændrede kampen fuldstændig karakter.

Efter en halv times spil blev OB's forsvarsspiller Frederik Tingager præsenteret for et tvivlsomt rødt kort i en situation, der samtidig gav straffespark til Randers.

Men Randers-angriberen Marvin Pourie eksekverede svagt og OB-keeper Sten Grytebust reddede flot, og så kunne OB-spillerne ellers rykke sammen i bussen og forsøge at fighte den hjem i kampens sidste time.

Efter det røde kort til Tingager skiftede OB angriberen Rasmus Festersen ud med Jeppe Tverskov, der lidt overraskende var blevet fravalgt til startopstillingen på bekostning af anfører Kenneth Emil Petersen.

Dermed kunne de fastholde fire forsvarsspillere og rykke hele holdet en smule længere tilbage på banen - og slås. 

Randers-pres

Trods et stort Randers-pres i første halvlegs afslutning holdt OB føringen til pausen, og efter halvlegen havde OB fået rettet defensiven ekstra godt til, så der gik et kvarter, før Randers havde deres første store chance. Alexander Fischer sparkede bolden tæt over OB's mål fra en position lidt uden for feltet.

Men OB-taktikken med at stå dybt og forsøge at bryde Randers-spillet lykkedes i det store hele rigtig godt, og trods flere tilløb til store chancer, kunne OB-keeper Grytebust holde nullet for niende gang i sæsonen.

De to hold mødes igen på søndag, denne gang i Randers. OB har vundet de to seneste opgør, begge i Odense, med henholdsvis 3-0 og 1-0, og med en sejr på søndag kan OB tage førstepladsen i gruppen.

Det var i situationen her, at OB's Frederik Tingager - ifølge dommeren - lavede straffespark på Randers' Marvin Pourie og efterfølgende blev udvist. 
Det var i situationen her, at OB's Frederik Tingager - ifølge dommeren - lavede straffespark på Randers' Marvin Pourie og efterfølgende blev udvist. 
Foto: Claus Fisker / Scanpix

Oversigt

    Oversigt