Trods sne og kulde: Husk at skifte til sommertid i nat

Natten til søndag skifter omkring 70 lande fra vintertid til sommertid. Uret skal stilles en time frem.

Den er god nok.

Selvom termometret formentlig vil vise minusgrader, skifter Danmark natten til søndag til sommertid. Klokken 02.00 skal uret stilles en time frem.

* Huskereglen: Uret skal stilles frem, når det normalt er tid til at sætte havemøblerne frem, og tilbage, når det er tid til at stille havemøblerne tilbage.

* Sommertiden blev afprøvet i Danmark første gang under Første Verdenskrig i 1916. Anden gang var i perioden 1940 til 1948.

* I 1980 blev sommertiden indført igen. Efter en standardisering i EU i 1996 har vi sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.

* Reglerne om sommertid er fastlagt i EU-direktiv 2000/84/EF. Ifølge direktivet skal EU-Kommissionen hvert femte år offentliggøre sommertids start og slut for de kommende fem år.

* Omkring 70 lande har i dag indført ordningen.

* Sommertiden er indført for at få det meste ud af dagslyset om aftenen og derved spare strøm til lys. Blandt andet på grund af elsparepærer er besparelsen mindre i dag end tidligere.

* Ifølge den tyske søvnforsker Jürgen Zulley oplever mange mennesker søvnproblemer og føler sig ikke veloplagte efter skiftet til sommertid.

* Ifølge søvnforskeren viser undersøgelser, at der er otte procent flere færdselsuheld den første mandag morgen efter overgangen til sommertid sammenlignet med en gennemsnitlig mandag.

* En svensk undersøgelse peger på, at overgangen til sommertid har negative helbredsmæssige konsekvenser. Forskere ved Karolinska Institutet har påvist, at antallet af blodpropper i hjertet stiger med fem procent i ugen efter overgangen til sommertid.

(Kilder: Borger.dk og dpa)

Oversigt

    Oversigt