Troels Bech inden AGF-kamp: Vi er et bedre hold nu

Det er et mere sammenhængende hold, der løber på banen for OB til topkampen mod AGF, mener træner Troels Bech.

Det var et OB-hold i problemer, der måtte se sig slået af AGF sidste sæson, men den situation hører fortiden til.

I hvert fald hvis man spørger OB's cheftræner, Troels Bech, forud for aftenens klassiske provinsopgør mellem fynboerne og aarhusianerne.

- Jeg husker, at AGF har vundet over os som et klart mere gennemarbejdet hold i sidste sæson. Nu tror jeg på, vi er kommet et skridt nærmere at kunne byde dem trods.

- Det er et hold, vi har haft store problemer med tidligere. Deres kontraspil voldte os store problemer i sidste sæson, men vi har en oplevelse af at være blevet et mere sammenhængende hold, siger Troels Bech til OB's hjemmeside.

Cheftræneren lægger særligt vægt på sit holds mere "udadvendte" og "opsøgende" spillestil, hvor spillerne i blåhvide striber er blevet mere flittige på banen.

- Det gør, at man kan mærke hinanden og dække hinanden bedre af. Der er vi steget. Det er vores styrke lige nu, at vi er et bedre hold, siger Troels Bech.

Aftenens kamp er et topbrag mellem Superligaens nummer to, OB, og nummer tre, AGF. Begge hold har 10 point.

Sidste sæson kæmpede OB ellers til det sidste for at undgå nedrykning og overleve endnu en sæson i Superligaen.

For at slå andenpladsen fast skal OB løse udfordringen med aarhusianernes effektive kontraspil. Det skal blandt andet ske ved mere bevægelighed og hurtighed i spillet.

- De har en utroligt flittig og talstærk midtbane, derfor kan det være svært nok at spille vores spil derinde, men vi anerkender også, at de er et hold, der er kommet godt i gang i dette efterår, siger Troels Bech.

Kampen i Odense fløjtes i gang klokken 18.30.

Oversigt

    Oversigt