Tidligste i 20 år: Tropenat kan ramme Fyn

Flere steder på Fyn kan natten til onsdag opleve en tropenat, altså en nat hvor temperaturen ikke kommer under 20 grader. Det vil være den tidligste tropenat i 20 år.

Hvis du synes, at det var varmt i nat, så kan du godt berede dig på, at det i nat bliver endnu varmere.

Flere prognoser spår, at vi natten til onsdag kan få en tidlig tropenat mange steder på Fyn.

quote Vi forventer, at det bliver varmt i nat med et termometer, der formentlig ikke kommer under 20 grader. Dermed bliver det tropenat i nat

Ellen Nybo, TV 2 Vejret

Ifølge definitionen fra Dansk Meteorologisk Institut, DMI, kaldes det faktisk et tropedøgn, når døgnets minimumtemperatur et eller andet sted i landet - altså også hen over natten - på intet tidspunkt kommer ned på eller under 20 grader. Da dette næsten altid er mest kritisk hen over natten kaldes det oftest for en tropenat.

DMI's vejrudsigt for Fyn varsler nattetemperaturer på mellem 18 og 21 grader, mens TV 2's tilsvarende lægger sig i den højre ende af samme spænd.

- Vi forventer, at det bliver varmt i nat med et termometer, der formentlig ikke kommer under 20 grader. Dermed bliver det tropenat i nat, siger TV 2 Vejrets Ellen Nybo.

Lun luft over Danmark

Nattevarmen skyldes, at luften over Danmark i sig selv er særdeles varm i disse dage. Danmark ligger i udkanten af en meget varm luft, som ifølge TV 2 Vejret tirsdag eftermiddag giver 35 til 38 grader over Tyskland.

Natten igennem vil den varme luft fra Tyskland sive op over de sydlige dele af Danmark. Varmen kan også overleve hele vejen hen over Østersøen til blandt andet Det Sydfynske Øhav og videre op over Fyn.

Varmest på Fyn bliver det med al sandsynlighed på det sydlige Fyn og på øerne. Her bliver varmen hjulpet på vej af et hav, som efterhånden også er lunt.

Ved Løgismose Strandcamping på Sydfyn målte TV 2 Vejrets badevandspatrulje mandag hele 23 grader i en meters dybde, og flere steder ved Østersøen er havvandet omkring 20 grader varmt.

Får vi en tropenat allerede natten til onsdag, vil det være den tidligste tropenat i næsten 20 år.

Se tirsdagens tidlige vejrudsigt fra TV 2 Vejret.

Oversigt

    Oversigt