I det fynske folks tjeneste

Trump kan bremse fynsk vækstvirksomhed

Foto: Morten Grundholm

Amerikanernes valg af kontroversielle Donald Trump som ny præsident kan få stor betydning for mange fynske virksomheder. En af dem er Hydac, der frygter for væksten.

- Jeg håber det bedste. Frygter det værste.

Det er Jens Haugaards reaktion på nattens valg af Donald Trump som ny præsident i USA. Jens Haugaard er adm. direktør i Hydac i Langeskov, en virksomhed med i alt 8.500 medarbejdere, der laver og sælger hydrauliske løsninger til primært vindmølleindustrien over hele verden.

Jens Haugaard frygter, at Donald Trumps udtalelser fra valgkampen om blandt andet toldmure om USA kan gøre det svært for den fynske vækstvirksomhed at fastholde den positive udvikling.

- En direkte påvirkning (af valget af Trump, red.) kan være, i hvilken grad vores kunder kommer til at købe de varer også fremadrettet, som vi producerer til dem. Både de kunder, som eksporterer direkte til USA, og de kunder, som producerer til den øvrige europæiske lande, siger Jens Haugaard.

- En indirekte måde kan være, hvad der sker med hele væksten i det europæiske marked, i Danmark og med vores lyst til at investere. Så det har klart både direkte og indirekte betydning, siger Jens Haugaard.

Ny dagsorden skaber usikkerhed

Selv om han er lettere rystet af nattens amerikanske valg, kan det også vise sig ikke at komme til at spille en stor rolle. Men lige nu fylder uvisheden.

- Nu er det jo en ny dagsorden. Så vi må få det bedst mulige ud af det, der sker, og tage den der fra. Men det er jo lige så meget den usikkerhed, der er omkring det. Usikkerheden gør jo, at man ikke har lyst til at give den så meget energi, som man ellers ville have gjort, siger Jens Haugaard. 

Læs også Fynsk sikkerhedsfirma jubler over sejr til Trump

Han fortæller, at Hydac står over for at skulle bygge nye produktions- og administrationslokaler, men at der lige nu er mange overvejelser omkring byggeriet.

- Her til morgen vågnede man op og tænkte 'giver det mening? Skal vi bygge? Skal vi vente?' Den usikkerhed ligger der jo i øjeblikket. man skal jo forholde sig til, om rammebetingelserne ændrer sig. Gør de det, så skal man også tage nogle andre beslutninger.

Håber det bedste

Ifølge Jens Haugaard kan de importafgifter, som Trump har truet med, komme til at påvirke Hydacs forretning ganske betragteligt.

- Jeg håber det bedste. Frygter det værste. Vi vil forsøge at lave en strategi, der også fortsat kan skabe vækst. 

Hvordan gør man det?

- Ved at se muligheder. Hele tiden prøve at se på de muligheder, der er i markedet. Når nogle muligheder lukkes, så åbner der sig andre. Det er bare ikke sikkert, det er de samme ting, som vi har gjort tidligere, som vi skal gøre fortsat.

Jens Haugaard håber ikke, at Hydac ender med at komme helt derud, hvor det kan betyde fyringer. 

- Men det kan måske betyde manglende muligheder for at ansætte flere medarbejdere i den kommende periode. Vi skal i hvert fald nok finde en anden måde at bibeholde væksten på, siger Jens Haugaard. 

Ved du noget? Så send os et tip