I det fynske folks tjeneste

Tullebølle: To kvindelige medarbejdere politianmeldt for seksuelle krænkelser

Foto: Peter Clowes

På et pressemøde kl. 14.30 fortalte borgmester Bjarne Nielsen, at to kvindelige medarbejdere er meldt til politiet for seksuelle krænkelser mod drenge på asylcentret.

Langelands borgmester Bjarne Nielsen kom med en regulær bombe på pressemødet om Børnecenter Tullebølle.

Han oplyste, at to kvindelige medarbejdere er meldt til politiet for seksuelle krænkelser mod drengene på asylcentret.

Ydermere fortalte Bjarne Nielsen, at Tullebølle vil blive tømt i løbet af de kommende to dage, og at medarbejderne nu bliver tilbudt krisehjælp.

- Der har været en periode hen over sommeren, hvor der er sket en masse ting med alvorlige hændelser og en udtalt kritik om forholdene på børnecenteret. Og så har der været de to sager med begrundet mistanke om kvindelige medarbejdere, der har begået seksuelle krænkelser mod nogle af drengene. Den sag er selvfølgelig meldt til politiet, der nu efterforsker den, siger Bjarne Nielsen.

Kun få detaljer om misbrug
Den ene af de to sager med de kvindelige medarbejdere har kørt i et stykke tid, mens borgmesteren først er blevet bekendt med den anden sag  for nogle dage siden.

Begge de pågældende har været til samtale og er efterfølgende blevet bortvist.

Læs også Minut for minut: Følg pressemødet fra Langeland

- Man skal adskille sit job og være professionel. Det er ikke sikkert, at der er sket seksuelle overgreb, men der er begrundet mistanke. Det må politiet nu efterforske, siger Bjarne Nielsen om de to kvindelige medarbejdere, der nu er meldt til politiet.

Hurtig lukning
Det er en fælles beslutning med Udlændingestyrelsen, at lukningen skal ske så hurtigt. 

- Det er fordi, det kan lade sig gøre at flytte drengene allerede i denne uge. Så lukker vi det ned med det samme, siger Bjarne Nielsen.

- Vi har sammen med Udlændingestyrelsen vurderet, at der ikke var andre udveje end at lukke centeret i Tullebølle.

Ved du noget? Så send os et tip