Tullebølle: Sexmisbrugte asyldrenge hårdt ramt af overgreb

Chefpsykolog i Red Barnet forklarer, hvorfor asylbørn er særligt sårbare over for seksuelle overgreb.

De asylbørn, der ifølge en politianmeldelse er blevet udsat for sexmisbrug af en vikar på Børnecenter Tullebølle på Langeland, blev hårdt ramt af sagen. Det viser en aktindsigt, Radio24syv har fået i to af de tre drenges sager.

En af drengene fortæller, at "han ikke har det godt på centeret", at han ikke vil i skole, og at han føler, at "personalet opfører sig anderledes over for ham". En anden er blevet henvist til psykolog og fortæller, at "han har det skidt". Asylbørn er særligt sårbare overfor seksuelle overgreb, fortæller Kuno Sørensen, der er chefpsykolog i Red Barnet.

- De er meget mere sårbare og skrøbelige i relation til andre mennesker. Og i mange situationer kan de også i højere grad overtales, trues eller lokkes til at gøre noget, fordi de prøver at udnytte den konkrete situation bedst muligt og ikke tænker langsigtet, siger Kuno Sørensen til Radio24syv.

Billeder og video

De tre drenge var mellem 14 og 17 år, da de i sommer - ifølge Langeland Kommunes politianmeldelse af sagen - blev udsat for sexmisbrug. Her skulle der ifølge politianmeldelsen være billeder af, at vikaren dyrker oralsex med en eller flere drenge. Desuden er der videomateriale, der viser hende i samleje med en af drengene.

Fyns Politi har tidligere oplyst, at én tidligere medarbejder er sigtet i denne sag. Kvinden er sigtet efter kapitel 24 i straffeloven, som omhandler seksualforbrydelser.

 - Jo tættere omsorgsrelation, der er mellem offer og gerningsmand, jo vanskeligere er det for offeret at komme over det, forklarer Kuno Sørensen til Radio24syv.

Derfor har den danske straffelov også en paragraf om, at voksne mennesker, der har et omsorgsansvar for personer under 18 år, ikke samtidigt må have et seksuelt forhold til dem.

 - Den voksne har mulighed for at udnytte sin magt som omsorgsperson til at få overtalt eller tvunget barnet til at gøre nogle ting mod barnets vilje, fordi den voksne netop er i den magtposition, siger Kuno Sørensen til Radio24syv.

Flov over sexovergreb

Det fremgår af de dokumenter, Radio24syv har fået aktindsigt i, at den ene dreng ikke var i skole i kølvandet på, at historien om de seksuelle overgreb kom frem. Han fortæller selv, at det skyldes, at han var flov, og at han ikke bryder sig om, at lærerne ser ham.

Det fremgår, at personalet understreger over for ham, at lærerne ikke kender til sagen om de seksuelle overgreb, og at de fortæller ham, at det ikke er ham, der har gjort noget galt. Alligevel mener han, at personalet på centeret opfører sig anderledes over for ham, fordi der går rygter om ham i forbindelse med overgrebene.

Problemer med at sove om natten

Aktindsigten viser også, at den anden dreng har problemer med at sove om natten. Han fortæller, hvordan han savner sin familie, som han har mistet, og spørger ind til politisagen.

Efter at have talt med personalet om sagen siger han, "at han nu er mere rolig".

 - Når børn bliver udsat for seksuelle overgreb, så oplever de, at de positive forventninger, de ellers havde til den voksne, får et knæk, fortæller Kuno Sørensen.

Endnu vanskeligere for drenge

De fleste sager om overgreb på børn, handler om mænd, der begår overgreb på piger. Men i sager, hvor det er omvendt, så kan det gøre det endnu sværere for børnene at komme sig over overgrebet, forklarer Kuno Sørensen.

- For drenge kan det være endnu vanskeligere end for piger på nogle punkter, fordi vi traditionelt har en kønsopfattelse af, at det er mændene, der er de dominerende - de stærke - i en seksuel relation. Og når drenge så oplever, at de bliver udnyttet af en voksen kvinde, så oplever de, at der er rod i magtbalancen i endnu højere grad end ellers. Og det kan forvirre dem rigtigt meget, siger han til Radio24syv.

Politiet er stadig i gang med at efterforske to sager om seksuelle overgreb på Børnecenter Tullebølle - en anden kvindelig vikar er blevet anmeldt i en anden sag, der kom til kommunens kendskab i september. Den er dog blevet mørklagt af politiet af hensyn til efterforskningen. Det eneste, offentligheden ved om denne sag, er, at den også skulle være foregået på Børnecenter Tullebølle.

Oversigt

    Oversigt