I det fynske folks tjeneste

Tumult i nattelivet

Temperamenterne var på slap line i Odenses natteliv lørdag nat Foto: Alexander Aagaard

Næverne sad løst på en række personer i det odenseanske natteliv natten til søndag.

Tre personer måtte forbi politigården i Odense efter voldsepisoder i nattelivet natten til søndag.

Lidt efter klokken 01 røg to unge mænd i totterne på hinanden på diskotek Blomsten og Bien i Overgade. En 20-årig brækkede næsen på en 22-årig i et slagsmål, politiet søndag formiddag ikke kendte årsagen til.

Klokken 02.20 var den gal på LA Tequila Bar i Vintapperstræde, hvor en 23-årig kvinde slog en 19-årig kvinde i et opgør.

To timer senere ville personalet på Old Irish Pub i Vintapperstræde bortvise en 32-årig mand, der opførte sig ubehageligt.

Det modsatte han sig så aggressivt med råben og skrigen, at politiet blev tilkaldt. Da betjentene kom, satte manden sig til modværge og svinede dem til verbalt, og tilsidst brugte betjentene peberspray til at pacificere ham.

Der venter ham sigtelser for at modsætte sig bortvisning (restaurantloven), for at sætte sig til modværge mod politiet og verbal tilsvining af betjente.

Derudover fandt politiet en ulovlig foldekniv på ham, så han bliver også sigtet efter våbenloven. 

Læs også SDU-forskning: Kvinder slår hyppigst - men mænd slår hårdest

Ved du noget? Så send os et tip