Turisme skal redde Jernalderlandsbyen

Jernalderbyens medarbejdere og støtteforening kæmper for overlevelse, efter at rød blok i Odense i sidste uge besluttede, at landsbyen kun kan fortsætte ved hjælp af frivillige kræfter

Da Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre i sidste uge underskrev budgettet for de kommende fire år i Odense, var det samtidig et endeligt med en kommunalt drevet Jernalderlandsby i Odense-forstaden Næsby. Politikerne besluttede, at Jernalderlandsbyen kan fortsætte som en forening drevet af frivillige, og der er nu afsat et engangsbeløb på 1,1 millioner kroner til at komme i gang ved hjælp af frivillige kræfter. De ansatte er allerede i gang med en redningsplan.

- Allerede i foråret var vi lukningstruet, og nu blev det så endeligt. Men vi giver ikke op. Vi har allerede en lang række ideer, siger Finn Staub, der lige nu er ansat som aktivitetsmedarbejder i Jernalderlandsbyen.

- Vi bliver nødt til at lave lidt om på, hvordan Jernalderlandsbyen drives, og derfor vil vi blandt andet forsøge at lokke flere turister til. Vi skal skabe en større indtægt, og derfor kræver det også, at der fremover er flere arrangementer.

I øjeblikket er der tre fuldtidsansatte undervisere, en deltidsansat og en daglig leder af Jernalderlandsbyen. Men mindre kan også gøre det. Håbet er, at fortsætte med tre undervisere på 31 timer om ugen.

-Når hele vores setup bliver lavet om, så bliver vi også nødt til at tænke nyt. Vi kan ikke opretholde hele vores undervisningsdel til folkeskolerne, men til gengæld vil vi gerne prøve at få fat i nogle andre grupper. Stedet er jo perfekt til arrangementer for eksempelvis nogle af byens uddannelsesinstitutionerne for voksne. Vi vil også meget gerne holde åbent i weekenderne i sommerperioden, siger Finn Staub.

Tirsdag kl. 15.10 sender TV 2/Fyn direkte fra Jernalderlandsbyen, hvor Finn Staub løfter sløret for flere af de tiltag, der skal redde Jernalderlandsbyen. Her kan du også høre hvad By- og kulturrådmand, Jane Jegind, tænker om de nye planer for Jernalderlandsbyen. 

 

Tilbage i december var der demonstration mod en lukning af Jernalderlandsbyen.

 

Oversigt

    Oversigt