I det fynske folks tjeneste

Turistbranchen i fælles fynsk fremstød

For første gang i årevis kan et samlet turisterhverv på Fyn præsentere Fyn under én fælles parole. På Bella Centrets store rejsemesse "Ferie 2001" skal sloganet "EventyrØen Fyn" lokke flere turister til hele Fyn.

Eventyret skal lokke turister til Fyn

For første gang i årevis kan et samlet turisterhverv på Fyn præsentere Fyn under én fælles parole. På Bella Centrets store rejsemesse "Ferie 2001" skal sloganet "EventyrØen Fyn" lokke flere turister til hele Fyn.

En stor stand på 108 kvadratmeter - fyldt med aktiviteter - er den fynske turistbranches bud på en mere offensiv markedsføring af Fyn. Under det fælles slogan "EventyrØen Fyn" skal Fyn i år og fremover sælges til turister i Danmark og udlandet.

"Fyn er jo en eventyr-ø. Vi har H.C. Andersen, og vi er den region i landet med flest slotte og herregårde. Så det er et helt naturligt salgsslogan", siger Barbara Whitmarsh, Turistchef i Odense.

Det er den regionale turistorganisation FynTour, der har opfundet det nye slogan. Men turistforeningerne på Fyn har tilsluttet sig den nye fælles strategi.

På Bella Centrets årlige rejsemesse i januar skal EventyrØen for første gang stå sin prøve. Den fynske stand vil i år have flere aktiviteter end nogensinde før. Publikum kan blandt andet se fisk fra Fjord- og Bæltcentret, sende en golfbold over en bro eller høre autentisk spillemandsmusik.

Samtidig vil markedsføringen af samtlige lokaliteter og attraktioner på Fyn være bundet op omkring "EventyrØen Fyn".

"Vores fælles initiativ peger samtidig frem mod H.C.Andersens 200 års fødselsdag i 2005. Den begivenhed skulle gerne sætte Fyn på verdenskortet, og det vil vi gerne gøre opmærksom på allerede nu", forklarer Barbara Whitmarch.

Messen finder sted fra 26-28. januar og den fynske messe har nr. B3-009.

Ved du noget? Så send os et tip