Tusindvis hyldede kong Valdemar i Nyborg

Kong Valdemar Sejr blev hyldet for sin store betydning for Nyborg, da der i weekenden blev afholdt Danehof for tiende gang.

Fra 1202 og frem til sin død i 1241 hed Danmarks konge Valdemar Sejr. Ved weekendens Danehof i Nyborg blev han fejret. 

For Valdemar Sejr, der som konge ledte felttoget mod Estland i 1219, da Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen, har haft enorm betydning for Nyborg. 

Det viser arkæologiske undersøgelser på Nyborg Slot, hvor arkæologerne har undersøgt gamle egetræspæle. 

Det forklarer Mette Ladegaard Thøgersen, der er leder på Nyborg Slot. 

- Det her er nogle egetræspæle fra nogle faskiner, der har holdt volden - både på denne side af slottet og den nordlige side. De pæle har vi fået dateret til at være fra 1209-10. Det vil sige Valdemar Sejrs regeringsperiode. Vi ved, at der har været vand i voldgravene lige siden, og det vil sige, at borganlægget stod færdigt der.

Valdemar Sejr grundlagde Nyborg 

Dateringen af egetræspælene betyder med andre ord, at det var Valdemar Sejr, som grundlagde Nyborg. Det siger Jonas Kragegaard, der er museumsinspektør på Østfyns Museer. 

- Dermed kan vi nu sige, at det er Valdemar Sejr, der har grundlagt Nyborg borg og dermed også den by, som blomstrer op omkring, siger han. 

Den 15. juni 2019 blev det fejret, at det ifølge sagnet var 800 år siden, at Dannebrog faldt ned fra himlen ved slaget ved Lyndanisse i Estland. Det blev særligt fejret i den gamle kongeby Vordingborg, hvor Valdemar Sejr ifølge fortællingen bragte Dannebrog til efter erobringen af Estland. 

Netop 800-året for Dannebrog er medvirkende til, at Kong Valdemar Sejr var hovedpersonen ved årets Danehof i Nyborg, siger Mette Ladegaard Thøgersen. 

 - Det er klart, at mens hele landet fejrer Dannebrog, så vil vi selvfølgelig gerne knytte historien til den her fejring, så vi kan få fortalt historien om Valdemar Sejrs særlige betydning for Nyborg. For hvis man taler kendisfaktor, så er han en af de gode konger at have som grundlægger, siger hun. 

Stor betydning for Danmarks rige 

Men Nyborgs grundlægger var ikke kun vigtig for den fynske købstad. Han havde stor betydning for hele det danske riges fremtid, vurderer Jonas Kragegaard. 

- Hvis ikke Valdemar Sejr og hans familie havde sørget for at sammenholde Danmark - blandt andet gennem det enorme netværk af borge, der blev bygget i slutningen af 1100-tallet og starten af 1200-tallet, så havde vi heller ikke haft den samlede nation, som vi har i dag. Så det er enormt vigtigt, at vi fortæller den historie, så folk ved, hvorfor vi i dag er, som vi er, og hvorfor vores geografi ser ud, som den gør i dag, siger han. 

Danehof, der hvert år tiltrækker tusindvis af gæster, blev første gang afholdt i Nyborg i 2010.

 
Fotograf: Thomas Larsen-Bjerre

 

Oversigt

    Oversigt