Har du hørt om #Trashtag? Tuyen deler billeder af sit skrald på sociale medier

En ny viral challenge får folk til at samle skrald i naturen og tage billeder af det. Det glæder Tuyen Phan fra Odense, der i flere år har brugt sin fritid som skraldesamler.

Papkrus, øldåser, cigaretskodder og en gammel dåse med makrel.

Det er blot få eksempler på det skrald, Tuyen Phan fra Odense fylder sin pose med, da Bemærk gør hende selskab på en af hendes "Trashwalks," hvor hun går en ganske almindelig tur og samler skrald undervejs.

FAKTA: Affald i naturen kan give en bøde

Tuyen Phan har gjort det til sin hobby at gøre naturen og byen renere, og i løbet af de seneste to år, har hun uploadet sine fund til Instagram med hashtagget #flashyourtrash.

- Sociale medier fylder rigtig meget, og jeg tror på, at jeg kan ramme den brede befolkning, hvis jeg lægger billeder op af det affald, jeg samler. På to år er der rigtig mange mennesker, der også deler billeder og skriver til mig, at de støtter op om mit projekt, fortæller Tuyen Phan.

Nu får hun hjælp til missionen fra en uventet side.

En international online trend breder sig nemlig med hastige skridt. Det drejer sig om den digitale udfordring #trashtag, hvor mennesker over hele verden tager et billede af et naturområde før og efter, de har rengjort det for skrald. Den gode handling dokumenteres med et billede, der deles på de sociale medier.

- Trashtag har bevist hvor meget, man kan udrette på kort tid. Bare i marts måned er det jo eksploderet med opslag på Instagram. Jeg tror, der er brug for sådan nogle tendenser for at lokke helt almindelige danskere med, siger Tuyen Phan.

Udfordringen stammer fra Facebook-brugeren Byron Román, der satte gang i aktiviteten på hashtagget med sit eget bidrag til challengen. Opslaget blev delt 314.000 gange - blandt andet af Kerteminde Kommune, der også bakker op om den nye trend.

Her kan du se et udpluk af det skrald, Tuyen Phan samlede på sin tur med TV 2/Fyns ungdomsredaktion, Bemærk.
Fotograf: Ida Brodtkorb
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Frygter, at folk holder op igen

Det er ikke første gang, verden ser en viral trend.

Fælles for de foregående er, at de er gået i sig selv.

Derfor frygter Tuyen Phan også, at det samme sker for dem, der i øjeblikket dyrker #trashtag-challenge. Hun håber, at folk i stedet vil gøre det til en permanent hobby ligesom hende selv.

- Jeg har en opfordring til, at man ikke bare nøjes med ét billede, men at man måske gør det til en månedlig ting eller en ugentlig ting. Jeg har lidt en fordom om, at nogen bare poster én gang, og så er de ligesom med på moden, forklarer hun.

Tuyen Phans egen kærlighed til skraldeindsamling startede i det tidlige år 2017, hvor en hval strandede i Norge. Den havde 30 plastikposer i maven og måtte aflives. Mindst én af poserne var dansk.

- Det gjorde så meget indtryk, at jeg tænkte, vi mennesker er nødt til at gøre noget, siger Tuyen Phan.

Det førte til skraldeindsamlingerne, der nu har udviklet sig til hendes eget netværk af frivillige under navnet "Flash Your Trash."

Se hele indslaget med Tuyen Phan. Hun glæder sig over #trashtag-tendensen og håber, folk vil gøre det til en permanent hobby.

FAKTA: Skrald i de fynske kommuner

Oversigt

    Oversigt