I det fynske folks tjeneste

TV 2-Regionerne holder humor-folkemøde på Bornholm

TV 2/Fyn og de øvrige TV 2-regioner har sammen med Altinget i år en fælles livescene med eget Humor-akademi på Folkemødet i Allinge.

På Folkemødet ønsker TV 2/Fyn og de syv andre TV 2-Regioner at samle folket om noget, vi alle kender: Nemlig humor og det, vi griner af.

Live TV

Video: Thomas Greve

1 af 2

I Danmark taler vi meget om det, der splitter os. På Folkemødet ønsker TV 2/Fyn og de syv andre TV 2-Regioner at samle folket om noget, vi alle kender: Nemlig humor og det, vi griner af.

Det sker torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, når Bornholm invaderes af debat-lystne danskere i titusindvis.

Konkret vil TV 2-regionerne med humor som omdrejningspunkt sætte fokus på forskellighederne – og de fælles træk - mellem landsdelene i Danmark med en lang række live-events foran Grønbechs Hotel i Allinge Havn.

- Hos os kan man lege og tanke op på godt humør og ny indsigt. Vi gør det kort, fyndigt og uformelt. Med kendte stemmer og også nogen, der ikke er alle andre steder. Alle vores gæster bruger humor og positiv tænkning i deres liv og arbejdsliv, og det vil vi gerne lære af, fortæller Nanna Holst, der er vært og tilrettelægger af TV 2-regionernes Humor-akademi på Bornholm.

Vits-samling til genre-forskere

Folkemødet på Bornholm er ikke kun for politikere, meningsdannere, mediefolk og interesseorganisationer. Folkemødet har selv gjort op, at 48 procent af gæsterne i Allinge er nysgerrige danskere, som lytter og deltager i de hundredvis af debatter i den lille, bornholmske Østersø-by.

- Vores fælles Humor-akademi er for de 48 procent almindelige danskere. Vi kalder scenen for Folkescenen, hvor man over en bid mad eller en forfriskning kan sidde og lytte til eller deltage i de forskellige oplæg. Eller selv deltage i et vittigheds-spil på mobiltelefon med titlen ”Hvad griner du af?”. Her kan man dyste på regionale vitser og høre dem læst op med den rigtige dialekt, siger Esben Seerup, direktør på TV 2/Fyn.

Når Folkemødet lukker, vil TV 2-Regionerne have skabt et øjebliksbillede af humor i Danmark lige nu. Den samling bliver bagefter givet videre til Center for Genreforskning på Københavns Universitet.

Humor-akademiet er udviklet i samarbejde med det politiske nyhedsmedie Altinget, der ejer Grønbechs Hotel i Allinge. Spillet kan hentes ned til mobilen her, når Folkemødet er i gang.