TV 2/FYN dækker alle tre valg massivt

-

-

TV2/FYN sender en grundig dækning af både kommunalvalg, amtsrådsvalg og folketingsvalg.


Statsministerens beslutning om at udskrive folketingsvalg samme dag som amts- og kommunalvalget får også store konsekvenser for tv-dækningen op til valget, på selve valgdagen og dagen efter.


TV 2 / FYN skal nu dække tre valg og har besluttet at give en grundig dækning af dem alle.


5-6 timers tv på valgdagen og dagen derefter
TV 2/FYN\'s sendetider på valgdagen 20. november:
18.10, 19.30, ca. 22.15 og 00.30


TV 2/FYN\'s sendetider d. 21. november, dagen efter valget:
6.45, 7.15, 7.45, 8.15, 8.45, 9.15, 9.45
16.15, 17.15, 18.15
19.45, 22.20


Ud over de allerede programsatte ekstraudsendelser op til valget, har TV 2 / FYN fået yderligere sendetid til en præsentation af den fynske folketingsvalgkamp.


Til gengæld må regionerne vige en stor del af pladsen på selve valgaftenen, hvor alle landets seere naturligvis er spændte på, om optællingen af stemmer til folketingsvalget giver regeringsskifte i Danmark.


Trods den reducerede sendetid på valgaftenen har TV 2 / FYN  besluttet at fastholde sine centrale sendesteder. Der bliver fortsat mest fokus på Amtsgården og på kommunalvalgene i Svendborg og Odense.


Optællingen af stemmer til amtsråd og kommunalbestyrelser vil efter al sandsynlighed forsinkes af folketingsvalget. Derfor kommer resultaterne fra de fynske kommuner og fra Fyns Amt først på skærmen senere på aftenen eller på den anden side midnat.


TV 2 / FYN har valgt at satse på en grundig dækning dagen derpå. Med jævnlige morgenudsendelser og udvidede sendetider både eftermiddag og aften vil TV 2 / FYN sætte fokus på hele Fyn og bringe indslag fra mange af de fynske kommuner.


Valgkampen på TV
Under valgkampen har TV 2 / FYN fået udvidet sendetiden ekstra på grund af de tre valg. Derfor sender TV2/FYN særlige temaprogrammer kl. 19,30 i dagene 7.-8. november og 12.-15. november. Temaerne bliver



  • det fynske sundhedsvæsen
  • en ny kommunalreform
  • ældrepolitikken
  • skolepolitikken
  • integrationspolitikken 
  • Fyn om 10 år.

Læs nærmere omtale af optaktsudsendelserne


Værter på temaprogrammerne bliver Kirsten Mikkolinius, Jesper Buch og Preben Dahl.


Temaudsendelserne produceres i samarbejde med tre odenseanske aftenskoler, AOF, FO og FOF, som stiller med spørgere og publikum. På grund af temaudsendelserne flyttes de fynske nyheder disse dage fra 19,30-udsendelsen til 22,20-udsendelsen. Desuden sendes der regionale nyheder klokken 18,10.


TV 2 / FYN sender desuden på grund af den ændrede situation seks debatprogrammer med markante fynske folketingskandidater. Disse sendes tirsdag den 6. november kl. 21,25, fredag den 9. november kl. 19,30, lørdag den 10. november kl. 19,30, søndag den 11. november kl. 19,30 og torsdag den 15. november kl. 21,35, fredag den 16. november kl. 19,30, lørdag den 17. november kl. 19,30 og søndag den 18. november kl. 19,30.


I det første program den 6. november bliver debattørerne Lotte Bundsgård, socialdemokratisk minister, og Bendt Bendtsen, den konservative partileder.


Krydsild dagen før
Dagen før kommunalvalget sender TV2/FYN en partilederdebat med Gert Hansen som ordstyrer. Spidskandidater til det fynske amtsråd kommer således i krydsild mandag den 19. november kl. 19,30.


Også de alternative lister og mindre partier bliver præsenteret på TV2/FYN. Det sker i særlige præsentationsindslag i ugerne op til valget.


Fynboerne kan naturligvis også følge valgkampen og selve valget på TV2/FYNs hjemmeside, www.tv2fyn.dk og dagen efter valget vil vi følge konstitueringen i de enkelte kommuner intenst på hjemmesiden.

Oversigt

    Oversigt