TV 2/Fyn: Klar til den hidtil største dag

Seere og brugere på tv, digitale og mobile medieplatforme får en omfattende dækning, når TV 2/Fyn tirsdag og onsdag dækker kommunal- og regionsrådsvalget.

TV 2/Fyn er klar til sin hidtil største dag, hvor seere og brugere på tv, digitale og mobile medieplatforme får en omfattende dækning.  

Den fynske regionalstation har godt 80 reportere, fotografer, grafikere, producere og redaktører i sving og går i luften klokken 17.00 tirsdag med syv-otte timers live-dækning. Fra klokken 19.30 og frem til den anden side af midnat overtager TV 2/Fyn – og de øvrige syv TV 2-regioner – hele TV 2s hovedkanal, kun afbrudt klokken 23.00-23.10 af TV 2/Nyhederne. Aftenen igennem bidrager TV 2/Fyns reportere også til TV 2 News, der har ryddet hele sendefladen til kommunal- og regionsrådsvalget.

TV 2/Fyn har selv dedikerede reporterhold i hver af de ti fynske kommuner og i Region Syddanmark og er klar med sin omfattende dækning med brug af den allernyeste teknologi:

- Valgaftenen bliver den mest fuldendte dækning, som en regional-station i Danmark har præsteret. Udover tv-dækningen har vi for første gang løbende live-dækning af alle resultater fra samtlige valgsteder på Fyn. De bliver præsenteret grafisk på både tv og digitale platforme. Samtidig har vi 13 tv-live-hold i marken, hvilket er rekord for os, siger Michael Jensen, produktionschef på TV 2/Fyn.

Valgaftenen åbner allerede klokken 17.00, hvor værterne Malene Hammershøy Kjerstad og Thomas Mengers Karstensen på tv guider seerne igennem valget, til det er overstået – sikkert først langt ud på natten.

De to værter bliver aftenen igennem akkompagneret af TV 2/Fyns samfundsredaktør, Jakob Risbro, og TV 2/Fyns politiske analytiker, Jesper Buch, samt af kommunalforsker og institutleder Christian Elmelund-Præstekjær. Undervejs vil Thomas Funding Therkildsen, TV 2/Fyns Christiansborg-redaktør, deltage direkte fra København.

- Det ægte valg foregår dog ude i kommunerne, hvor en TV 2/Fyn-reporter sammen med en digital reporter vil være tilstede i hver enkelt kommune og i regionen. Her vil der være løbende live-opdateringer, ligesom de digitale platforme tv2fyn.dk og TV 2/Fyns Facebook-site vil være fyldt med live-blogs, billeder og reportager fra alle fynske kommuner, siger TV 2/Fyns redaktionschef Mads Boel.

Dagen efter valget vil værtsparret Jacob Rytz Hansen og Kirsten Mikkolinius være klar fra klokken 06.00 på Nyhedskanalen TV 2/Fyn, og her får fynboerne alle de seneste nyheder frem til klokken 09.30. Digitalt kan fynboerne konstant holde sig opdateret med optællingsresultater og seneste nyt fra samtlige kommuner.

Onsdag fra klokken 17.00 er Malene Hammershøy Kjerstad og Thomas Mengers Karstensen igen klar til at give overblik over valgresultatet på Fyn. 

TV 2/Fyns valgdækning

Oversigt

    Oversigt